Karstensens sjusker med sikkerheden – 25 strakspåbud på fem år

Arkivfoto: Karstensens Skibsværft

Hele 25 gange på fem år har Karstensens Skibsværft modtaget såkaldte strakspåbud fra Arbejdstilsynet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Karstensens Skibsværft er en decideret farlig arbejdsplads. Sådan lyder det fra en anonym medarbejder fra værftet til den regionale TV-station TV2 Nord.

“Generelt er det farligt at arbejde på et værft, men der er ingen tvivl om, at det er farligere at arbejde på værftet i Skagen sammenlignet med andre steder,” lyder det fra medarbejderen.

Og der kan da godt være noget om snakken. I hvert fald har Karstensens Skibsværft i Skagen på fem år modtaget 25 strakspåbud, seks påbud, syv forbud, ni vejledninger og yderligere fire vejledninger vedrørende overtrældelser om arbejdsmiljø. Det skriver TV2 Nord på baggrund af en aktindsigt, som mediet har fået hos Arbejdstilsynet.

Hos ledelsen på værftet er man dog uforstående overfor kritikken. Her mener man derimod, at der bliver lagt stor vægt på sikkerheden blandt andet med dyre investeringer, ligesom man prompte har efterkommet de strakspåpud, som de altså flere gange har modtaget af Arbejdstilsynet.

“Det er ikke vores opfattelse, at vi skulle have større sikkerhedsmæssige udfordringer end andre i vores branche,” lyder det blandt andet fra direktør i Karstensens Skibsværft, Knud Degn, i en skriftlig kommentar til mediet.

Til sammenligning har TV2 Nord dog ligeledes fået aktindsigt i Arbejdstilsynets besøg hos Orskov Yard. Skibsværftet i Frederikshavn har i samme periode på fem år modtaget tre strakspåbud.

Powered by Labrador CMS