Ny strategi får Fiskeriskolen i Thyborøn til at skifte navn
En ny visionær strategi for Fiskeriskolen i Thyborøn har fået uddannelsens ledelse til at ændre navnet på skolen, der huser uddannelsen til erhvervsfisker .
Gennem de seneste seks måneder har Fiskeriskolens ledelse og medarbejdere, i samarbejde med blandt andre skolens bestyrelse og Danmarks Fiskeriforening arbejdet intensivt med udviklingen af en ny visionær strategi for aktiviteterne i Thyborøn – en strategi, der blandt andet indebærer, at Fiskeriskolen nu skifter navn til North Sea College.
Skolen i Thyborøn er kendt for at være landsskole for uddannelsen til erhvervsfisker, men både realiteter og ambitioner rækker længere end dette.
North Sea College skal være det naturlige uddannelsescenter for arbejdspladser på havet, og det indebærer både tilgang af nye uddannelsesaktiviteter, nye undervisningsformer, fornyet skolemiljø, øget internationalt sigte samt nye samarbejdspartnere.
“Siden 2009 har vi – som eneste skole i landet – udbudt erhvervsfiskeruddannelsen, og gennem årene er der kommet nye uddannelser til, som vi ligeledes er eneudbyder af. Først uddannelsen til fiskehandler og senest uddannelsen til erhvervsdykker. Dertil kommer, at vi udbyder en lang række kurser og efteruddannelse på det maritime område. Alt i alt er vi således allerede i dag en central spiller, når det kommer til uddannelser og kompetenceudvikling inden for de blå erhverv. Og dén rolle bliver kun mere fremtrædende fremadrettet,” lover direktør Hans Chr. Jeppesen fra EUC Nordvest, som North Sea College er en del af.