Carsoe: Vi får en større og større markedsandel i Norge

Carsoe skal levere en komplet fiskefabrik til Leinebris nye linefartøj. Illustration: Leinebris
Carsoe skal levere en komplet fiskefabrik til Leinebris nye linefartøj. Illustration: Leinebris

I februar kunne Carsoe offentliggøre, at de har sikret sig en ny flot kontrakt med det norske linerederi, Leinebris, hvor de skal levere en komplet fiskefabrik til rederiets nye linefartøj, der forventes at stå færdig i 2025.

Publisert

Af Jonas Hooge

Carsoe, der har hovedsæde i Aalborg, har specialiseret sig i komplette fiskefabrikker til skibe over hele verden, og mens det tidligere har været primært til trawlere, så tegner der sig et billede af, at virksomheden også har fået fat i linefartøjer på det norske marked.

Det vækker naturligvis glæde hos Carsoe, at man på ny har fået en stor kontrakt på plads, og i følge Group Sales Director, Jeppe Christensen, så betragter man det som en cementering af positionen på det norske marked.

“Med den her ordre cementerer vi vores position på det norske marked. Vi får en større og større markedsandel i Norge, og fik i efteråret også en stor ordre på en kombineret krabbe og rejefabrik, hvilket gør, at vi inden for et halvt år har sikret os flere store kontrakter i Norge. Derfor synes jeg det giver mening at sige, at vi cementerer os på det norske marked,” siger han.

Leinebris er privatejet, og det gør det for Jeppe Christensen ekstra spændende, da det ifølge ham, ofte er folk der har stærke holdninger til tingene, og selv er dybt involveret i den daglig drift af skibene.

“Den ene ejer er selv kaptajn på skibet, mens den anden ejer sørger for, at de får solgt deres fisk, så de er jo dybt involveret i driften, og har nogle stærke holdninger til tingene. Leinebris signalerer kvalitet og er vel det man kan kalde toppen af toppen inden for linefiskeri, og derfor skal de selvfølgelig også have leveret toppen af toppen til deres nye skib og det ser vi naturligvis meget frem til,” lyder det fra Jeppe Christensen.

Artiklen er blevet bragt i magasinet FiskerBladet. Du kan læse mere om Carsoe og resten af magasinet ganske gratis ved at klikke her.

Powered by Labrador CMS