Koldings største shippingvirksomhed, Svane Shipping A/S, bliver ny hovedaktionær i de to Vejlevirksomheder Lerche-Henriksen & Møller A/S samt Charles Petersen Vejle A/S. Målet er at optimere de to havnes faciliteter og øge aktiviteten i begge byer.
Det er nogle af de mest markante virksomheder i deres respektive havne, der med udgangen af oktober 2023 bliver slået sammen, når Svane Shipping i Kolding formelt overtager aktiemajoriteten i Vejle Shipping og Trading ApS. Det oplyser Svane Shipping i en pressemeddelelse.
Sidstnævnte har i en årrække fungeret som holdingselskab for shippingselskabet Lerche-Henriksen & Møller A/S (LHM) i Vejle, og tidligere på året gennemførte man her et opkøb af konkurrenten Charles Petersen Vejle A/S (CPV). Så reelt overtager Svane ikke aktiemajoriteten i bare én – men hele to virksomheder i én manøvre.
“Tendensen går også i vores branche mod konsolidering – at samle kræfterne i større enheder. Denne sammenlægning giver nogle fordele og nye muligheder i begge havne – både for at tiltrække nye kunder samt servicere nogle i øvrigt meget loyale kunder mere effektivt,” lyder det fra administrerende direktør hos Svane Shipping, Jesper Hansson.
Også for LHM- og CPV-ejer, Jacob Bogh Nielsen, giver sammenlægningen af shippingvirksomhederne god mening.
“Det er da en optimal måde at skabe fremtid vækst i vores lokale havne og samtidig fastholde arbejdspladser og nogle dygtige medarbejdere her. Vejle Havn har nogle virkelig gode åbne arealer til bulk, skærver, flis og den slags, mens Svane råder over store pakhusfaciliteter i Kolding. Det gør det muligt at segmentere mere og øge fragtmængden begge steder uden at havnene kapitaliserer på hinanden,” siger Jacob Bogh Nielsen, der har stået i spidsen for LHM siden 2016.
Rent praktisk bliver ledelsen af aktiviteterne i Vejle fremover et samarbejde imellem Jesper Hansson og Jacob Bogh Nielsen. Sidstnævnte fortsætter nemlig som medejer.
The post Svane Shipping overtager aktiemajoriteten i to shippingvirksomheder first appeared on Maritime Direct.