Se videoen: Biodiversiteten i Kattegat skal hjælpes med 3D-printede rev
Ørsted og WWF Verdensnaturfonden tester, hvordan 3D-printede rev kan gavne biodiversiteten i Kattegat, der er ramt af en historisk lav torskebestand. Det er første gang 3D-printede rev tages i brug i danske farvande, og de vil supplere de eksisterende stenrev, som Ørsted etablerede i Anholt Havmøllepark i 2012-13.
Ørsted og WWF Verdensnaturfonden har sat 12 3D-printede rev ud på havbunden mellem vindmøllerne i Anholt Havmøllepark i Kattegat, der er en del af Nordsøens økosystem.
I Kattegat har blandt andet overfiskeri, stigende iltsvind og tab af levesteder betydet, at torskebestanden har været faldende de seneste 20 år og nu er alarmerende lav. Det skaber en dominoeffekt i Kattegats økosystem, som har negativ indflydelse på biodiversiteten og det marine økosystems modstandsdygtighed over for klimadrevne forandringer.
De to partnere bag projektet håber på, at de 3D-printede rev vil have en positiv indflydelse på torskebestanden i Kattegat og herigennem styrke biodiversiteten og bidrage til et sundere og mere modstandsdygtigt økosystem i havet.
“De danske have er under hårdt pres, og i dag er der 90 procent færre torsk i Kattegat end i 1990. Der er brug for handling – og det haster. Vi skal give naturen og dyrelivet en hånd, samtidig med at vi forsøger at løse vores klimakrise ved at udvide vores grønne energiproduktion. Hvis vi skal løse naturkrisen, er vi nødt til at give mere tilbage til naturen, end vi tager. Derfor er vi meget begejstrede for, at vi sammen med Ørsted for første gang kan teste de nye unikke 3D-printede revmoduler her i Danmark,” siger generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden, Bo Øksnebjerg.
I de seneste årtier er man blevet opmærksom på, at det omfattende overforbrug af havets ressourcer har haft enorme konsekvenser på globalt plan. Disse konsekvenser omfatter svindende fiskebestande, iltsvind nær havbunden og tab af levesteder for livet i havet, såsom massiv reduktion af ålegræsenge.
Torsken er et vigtigt toprovdyr, hvilket betyder, at den jager andre arter, og derved bidrager den i høj grad til at opretholde balancen i havets økosystem. Når torsken bliver kraftigt reduceret i antal, vil mængden af dens byttedyr – såsom strandkrabben – stige. Som følge heraf forsvinder ålegræsset, fordi krabberne både spiser ålegræssets frø og mange af de snegle, der forhindrer, at ålegræsset bliver overgroet af alger.
Det er et problem, da ålegræs i sig selv har stor betydning for både biodiversitet og klima. Det giver vigtige levesteder for fiskeyngel, det producerer ilt, og det stabiliserer havbunden. Og så lagrer ålegræsset meget effektivt CO2 i sit rodnet, så det ikke ender i atmosfæren og bidrager til den globale temperaturstigning.
Sidste år installerede WWF og Ørsted såkaldte biohuts langs molerne i havnen i Grenaa i samarbejde med Grenaa Havn og Kattegatcentret. Tilsammen tilbyder de to projekter nye levesteder for torsken i vigtige stadier af dens livscyklus.
Biohuts, der nærmest er en form for fiskebørnehaver, giver livsvigtig beskyttelse til små fisk. Her kan eksempelvis små torsk søge ly og føde, indtil de er store nok til at svømme ud på dybere vand.
Fakta om 3D-printede rev
- Revene er lavet af 70 procent sand og 30 procent puzzolancement, der består af vulkansk aske og portlandcement. Det er naturlige materialer og vil ikke være skadelige for det omgivende miljø – selv ikke, hvis dele af revene skulle erodere over tid.
- De 3D-printede rev er naturlige og ufarlige for miljøet, indeholder ingen syntetiske eller giftige stoffer af industriel oprindelse og har en moderat basiske pH-værdi på omkring 8,5-9.
- Hvert rev vejer mellem 200 og 550 kilo.
- Revene er 1 kubikmeter store og 1 meter høje.
- De 3D-printede rev er designet og udviklet på baggrund af et samarbejde mellem WWF Holland og Reef Design Lab. Revstrukturerne er produceret af det italienske firma D-Shape.
3D-printede rev skal for første gang nogensinde tages i brug i danske farvande! Vi har sammen med @WWFdk nedsat 12 3D-printede rev på havbunden i Anholt Havmøllepark, og projektet skal teste, hvordan revene kan gavne #biodiversitet og den historisk lave torskebestand i Kattegat. pic.twitter.com/vgSTajKFBc