Skarvebestanden er gået markant tilbage

Bestanden af fiskernes flyvende fjende, skarven, er skrumpet med 20 procent på de seneste 25 år.

De spiser fisk i massevis og udgør et stort irritationsmoment for de danske fiskere, når de finder føde i både garn og ruser, men faktisk er hvert femte ynglepar af den danske bestand af skarver forsvundet over de seneste 25 år.

Det skriver Dansk Ornitologisk Forening på sin hjemmeside på baggrund af rapporten 'Danmarks ynglebestand af skarver i 2024', der netop er udgivet af DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi på Aarhus Universitet.

Bestanden af skarver blev i 2024 opgjort til 30.281 par fordelt på 89 kolonier, hvilket altså er en tilbagegang på hele 20 procent i forhold til år 2000, hvor det i Danmark var flere end 42.000 par ynglende skarver i Danmark.

Ifølge Dansk Ornitologisk Forening er årsagerne til den markante tilbagegang blandt andet den voksende bestand af havørne, der jager skarvens store unger, samt Naturstyrelsens egen regulering.

Om skarven:

Danmarks skarvkolonier er blevet fulgt hvert år, siden arten genetablerede sig som ynglefugl i Danmark i 1938.

Rederne i alle kolonier er blevet talt hvert år siden 1980’erne.

I perioden 2014-2024 har bestanden været forholdsvis stabil mellem 30.000 og 33.000 par og med årlige udsving på under 5 procent.

Kilde: Dansk Ornitologisk Forening

Powered by Labrador CMS