Organisationer vil have udvidet udspil om trawlforbud

Hvis det står til Danmarks Naturfredningsforening og WWF Verdensnaturforden, så bør regeringens udspil om trawlforbud udvides i både det sydlige Kattegat og Vadehavet.

Tilstanden i de danske farvande er kritisk for en lang række fisk og naturtyper i havet, og derfor har regeringen udpeget en række områder i de indre danske farvande, hvor fiskeri med trawl skal forbydes for at give naturen en chance for at genoprette sig.

Udspillet kommer fra regeringen og er en del af de igangværende fiskeriforhandlinger, der har til formål at fremtidssikre dansk fiskeri, men hvis det står til Danmarks Naturfredningsforening (DN) og WWF Verdensnaturfonden, så bør flere områder omfattes af forbuddet mod bundslæbende fiskeri. Det oplyser organisationerne i en pressemeddelelse.

"Det er positivt, at regeringen vil beskytte Bælthavet og flere vigtige områder i Kattegat, men havets tilstand er desværre alvorligt forringet. Hvis vi skal give fiskebestandene og havnaturen en reel chance for at komme sig, er det nødvendigt at udlægge flere trawlfrie områder, hvor der er vigtige levesteder for fisk at sikre," siger præsident for Danmarks Naturfredningsforening, Maria Gjerding.

Trawlforbud i Kattegat og Vadehavet

I et fælles udspil foreslår organisationerne, at der udover regeringens forslag til trawlfrie områder udpeges yderligere to områder i det sydlige Kattegat samt hele Vadehavet til trawlfrie områder. Det mener både DN og WWF er afgørende, hvis man skal redde sårbare arter som torsk, rødspætter og rokker og en lang række andre fisk.

"Vores udspil vil sammen med regeringens forslag give den danske havnatur rigtig gode betingelser for at komme sig efter mange årtiers påvirkning fra fiskeri med bundslæbende redskaber. Vi ved, at effekten af trawlfrie områder smitter positivt af på resten af havet, og derfor kommer forslaget hele vores havnatur til gode," lyder det fra generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden Mikkel Aarø-Hansen.

"Men det afgørende for effekten af tiltagene er, at vi faktisk formår at udpege de trawlfrie områder på steder, hvor der allerede fiskes med bundslæbende redskaber, og hvor naturen har en chance for at komme sig. Derfor anbefaler vi også, at Folketinget hjælper fiskerne i den omstilling, der på kort sigt vil gå ud over fiskerne, men på lang sigt vil komme både dem og hele Danmark til gode," siger han.

Danmarks Naturfredningsforening og WWF Verdensnaturfonden ønsker desuden at fiskerne støttes til at omlægge til et mere skånsomt fiskeri, ligesom organisationerne anbefaler, at udpegningen af trawlfrie områder følges op af et generelt krav om fuldt dokumenteret fiskeri i fiskerierhvervet.

Powered by Labrador CMS