Dansk fiskekutter advaret af russisk krigsskib: “I er for tæt på”
Den danske fiskekutter FN 226 Andrea Klitbo blev torsdag advaret over radioen, da de – efter russernes mening – kom for tæt på de russiske krigsskibe, som har taget ophold i Aalbæk Bugt.
To russiske krigsskibe, en slæbebåd og et tankskib har denne uge vakt større opsigt efter at have taget ophold i Aalbæk Bugt cirka 20 kilometer nord for Læsø. Forsvaret har længe holdt et skarpt øje med de gæstende fartøjer, som dog ligger helt lovligt i internationalt farvand.
Alligevel mente russerne dog, at den danske fiskekutter FN 226 Andrea Klitbo torsdag kom en anelse for tæt på deres fartøjer. Det skriver TV2 Nord.
Overfor TV-kanalen fortæller skipper Thomas Christiansen nemlig, at de det ene russiske krigsskib over radioen advarede den danske fiskekutter om, at de var kommet for tæt på de russiske fartøjer.
“Det ene krigsskib kaldte, da vi kom for tæt på tankskibet, og da vi kom tæt på det ene krigsskib, stod folk på dækket og kiggede på os,” siger Thomas Christiansen.
Søværnets inspektionsskib Thetis har det meste af torsdagen sejlet i ring omkring det ene af de russiske fartøjer – eftersøgnings- og redningsskibet Nina Sokolova fra den russiske flåde.