Stort fokus på forebyggelse af ulykker ved Aalborgs havnefront
Kombinationen af vinterens kulde og Aalborgs centrale og levende havnefront kan være en farlig cocktail. Derfor arbejder flere af byens aktører løbende på at forebygge ulykker i havnebassinet.
Aalborg Kommune, Port of Aalborg og Nordjyllands Beredskab har gennem årene fortaget en lange række tiltag, der skal være med til at nedsætte antallet af fatale ulykker ved havnefronten. En sjælden gang imellem hænder det nemlig desværre, at personer falder i havnebassinet, som på denne tid af året har en vandtemperatur tæt på frysepunktet.
“Aalborg er beriget med en fantastisk havnefront, som hver dag bruges af tusindvis af borgere. Men på denne årstid er det forbundet med livsfare at falde i vandet, især hvis man også har promiller i blodet. Derfor arbejder kommunen, beredskabet og havnen hele tiden på at forbedre og vedligeholde infrastrukturen ved havnefronten, så vi kan forebygge ulykker,” siger havnekaptajn hos Port of Aalborg, Claus Rosenbeck.
De seneste tre år er samtlige redningsstiger langs havnekajen blevet udskiftet, så de nu er mere synlige og nemmere at kravle op ad.
“Med hjælp fra TrygFonden har vi over de seneste tre år udskiftet cirka 70 redningsstiger mellem Østerås genåbning ved Musikkens Hus og Spritten. Stigerne er orange, oplyste og har reflekser på, så de kan ses i mørke. Desuden har de nye stiger en hank, så forkomne personer nu har lettere ved at redde sig op på kajen,” forklarer teamkoordinator og landinspektør Christian Birch Schmidt fra By og Land i Aalborg Kommune.
Når en person falder i vandet på denne årstid, handler det om at få vedkommende reddet op inden for få minutter. Men bølger, vind og strøm kan trække personen ud i fjorden og vanskeliggøre en redningsaktion.
Derfor har Aalborg Kommune installeret kameraer langs fjorden, der fra Nordjyllands Beredskabs kontrolcentral kan identificere personer i vandet på lang afstand – selv i bælgmørke.
“Med kameraer på både jernbanebroen og Limfjordsbroen kan vi dække hele fjorden fra lystbådehavnen og ud til Musikkens Hus. Kameraerne er termiske, hvilket betyder, at vi selv i mørke kan kigge efter varme genstande og dermed finde frem til personer i vandet,” lyder det fra IT-medarbejder med ansvar for overvågning hos Nordjyllands Beredskab, Henrik Loeb Svenstrup.
Superzoom-kameraerne har flere gange været i brug, og de har været med til at redde liv.
“Vi har oplevet, at personer på land har hørt nødråb fra fjorden efter mørkets frembrud, hvor det er umuligt at se personen i vandet. Men via de termiske kameraer har det været muligt for os at identificere den pågældende person og derefter redde vedkommende op. Så kameraerne har uden tvivl reddet liv,” siger Henrik Loeb Svenstrup.
Et andet vigtigt parameter for at undgå, at personer falder i vandet, er, at havnefronten er oplyst ordentligt.
“I takt med udviklingen af havnefronten de senere år, har vi også forbedret lysforholdene på havnen markant. Kajkanten er markeret med en skarp linje af lamper langs jorden. Derudover er alle lamper for få år siden udskiftet til LED, mens lysniveauet er hævet i de høje stålmaster, der står langs hele kajen,” siger Christian Birch Schmidt.
Men selvom der bliver foretaget en masse materielle forbedringer langs havnefronten, der skal forhindre ulykker, så er det allerbedste, man kan gøre at passe på sig selv og hinanden, lyder meldingen fra Claus Rosenbeck.
“Sikkerhed skal altid være førsteprioritet, uanset om du arbejder i erhvervshavnen, eller om du går en tur langs centralhavnen. Derfor anbefaler vi altid, at man følges flere ad, så man har hjælpen tæt på i tilfælde af, at uheldet er ude. Især hvis man er ude en aften i festligt lag,” siger han.