Advarer: – Tilbagevendte tun bør ikke bruges som forlystelse

Arkivfoto: Sebastian Pena Lambarri / Unsplash

Dyrenes Beskyttelse advarer kraftigt mod at lade lystfiskere fange og genudsætte de store, blåfinnede tun, som er vendt tilbage til danske farvande. Det sker som reaktion på en ny DTU-analyse af det økonomiske potentiale ved fiskeriet

Offentliggjort

Den tilbagevendte, blåfinnede tun er et populært fisketrofæ og kan blive en lukrativ forretning, viser en analyse fra DTU Aqua. Det kræver blot, at tunen sættes ud igen efter den timelange kamp mod fiskeren. Men hos Dyrenes Beskyttelse fik fiske-ekspert Nicolai Nicolaj Lindeborgh kaffen galt i halsen, da han læste konklusionen.

“At lande en blåfinnet tun på lystfiskegrej kan tage flere timer – det er en voldsom påvirkning af fisken og må formodes at volde den stor smerte. At fange den for sjov er en grum, tingsliggørelse af dyret, som vi ikke ville udsætte andre hvirveldyr end fisk for,” siger konsulent for fisk hos Dyrenes Beskyttelse, Nicolaj Lindeborgh.

Forskerne har over tre år fulgt lystfiskere, der deltog i DTU Aquas videnskabelige fiskeri og mærkning af tunfisk herhjemme. Ved at kortlægge lystfiskernes udgifter til fiskeriet og estimere omfanget af dødsfald blandt tunfiskene, konkluderer de, at hver død tun skaber en omsætning på tre millioner kroner. Men det er ikke kun de cirka fem procent døde tun, der betaler prisen for fiskernes fornøjelse, understreger Dyrenes Beskyttelse.

“God dyrevelfærd kan ikke sidestilles med, at fisken overlever fangsten. Vi ved fra studier af andre fisk, at catch and release kan have mange negative konsekvenser for fisken fx smerte, udmattelse, infektioner, kvæstelser, nedsat vækst, ændret adfærd og nedsat reproduktion,” siger Nicolai Lindeborgh.

Da 4,3 procent af tunene ifølge forskerne dør under fangsten, kan selv en lille kvote for fiskeri af tun give plads til masser af såkaldt catch and release-fiskeri. Det er ikke usandsynligt, at fiskene bliver fanget flere gange, da tunen ofte vender tilbage til de samme områder. Det skærper kritikken fra Dyrenes Beskyttelse.

“Risikoen for, at seancen gentages flere gange for det samme dyr, gør blot idéen om catch and release med tun endnu mere bestialsk,” siger Nicolai Lindeborgh.

I en artikel på DTU’s site sammenligner forskerne fiskeriet efter tun med hvalsafari. Nicolai Lindeborgh påpeger dog, at en hvalsafari ikke indebærer, at hvalerne bliver pint og dør.

Forskerne opfordrer også direkte til, at deres resultater bliver grundlag for politiske beslutningstagere og ledere, og Danmarks Sportsfiskerforbund presser på for at få permanente kvoter til ”et skånsomt fiskeri baseret på genudsætning”, som det hedder i et nyligt høringssvar til Fødevareministeriet. Det advarer Dyrenes Beskyttelse på det kraftigste i mod.

“Det er en rigtig dårlig og uetisk forretningsmodel. Og det er meget bekymrende, at forskere i et af landets førende forskningsinstitutioner for fisk ser så unuanceret på fiskevelfærd,” siger Nicolai Lindeborgh

Powered by Labrador CMS