Sommerhistorier på FiskerBladet:
Vónin på opkøb i Skotland
Den færøske redskabsproducent Vónin har konsolideret sin tilstedeværelse i Skotland med opkøbet af virksomheden Mørenot Scotland.
Det er ikke kun på havet, at fiskeriet er stort på Færøerne - også den medfølgende industri er af stor betydning på de grønne øer i Nordatlanten, og én af de mange fremadstormende virksomheder er producent af fiskeredskaber og akvakulturudstyr, Vónin.
Faktisk er Vónin så stor en forretning, at koncernen i foråret tog på opkøb i Storbritannien. For at løfte tilstedeværelsen på det skotske akvakulturmarked overtog virksomheden nemlig Mørenot Scotland, som efterfølgende blev omdøbt til Vónin UK Ltd og nu handler under navnet Vónin Scotland.
“Denne overtagelse markerer et skelsættende øjeblik i vores historie. Vi har støt vokset vores tilstedeværelse i Skotland og er blevet en nøgleleverandør i den lokale akvakulturindustri. Med Vónin Scotland konsoliderer vi ikke bare vores position, men ruster os også til at bringe endnu mere innovation og ekspertise til markedet,” lød det fra Vónins administrerende direktør, Hjalmar Petersen, i en pressemeddelelse i forbindelse med opkøbet.
Produkter til udfordrende forhold
Siden grundlæggelsen i 1969 på Færøerne er Vónin vokset fra at være et lokalt foretagende til i dag at være en global virksomhed med fokus på akvakultur- og fiskeriløsninger, hvor koncernen blandt andet er kendte for sine højkvalitetsprodukter skræddersyet til udfordrende forhold.
Overtagelsen af Mørenot Skotland, der har aktiviteter i både Scalloway på Shetlandsøerne og på øen Scalpay i Hebriderne, er derfor blot endnu et skridt i Vónins rejse mod ekspansion i den globale akvakulturindustri, og hos Vónin Skotland er der derfor begejstring over opkøbet.
“At blive en del af Vónin åbner fantastiske nye muligheder. Kombinationen af Vónins stærke markedsomdømme og vores lokale know-how er stærk. Vi ser frem til en spændende fremtid og at opnå store ting sammen,” lød det fra administrerende direktør hos Vónin Skotland, David Goodlad.
Mørenot Scotland, der har 28 medarbejdere, har specialiseret sig i fremstilling og servicering af net og fortøjninger til akvakultur.