Trækker tilladelse tilbage – Må alligevel ikke beslaglægge mega-yacht

Amadea. Foto: Lürssen Yachts
Amadea.

Domstolen på Fiji, der for halvanden uge siden sagde god for at beslaglægge den russisk-ejede mega-yacht Amadea, har nu trukket i land.

Offentliggjort

Beslaglæggelsen af den russisk-ejede mega-yacht Amadea, der for halvanden uge siden blev gjort lovlig af en domstol på øgruppen Fiji, er nu blevet trukket tilbage. Det sker efter en anke i landets højesteret.

Amadea, som har en anslået værdi af 2,5 milliarder kroner, har ligget ved Fiji i over en måned, hvor yachtens ejerskab har været gransket grundigt.

Det var amerikanske myndigheder, der først bad myndighederne på Fiji om at beslaglægge fartøjet på baggrund af de internationale saktioner mod russiske oligarker i forbindelse med Ruslands krigsførelse i Ukraine. Amerikanerne mener nemlig at have beviser for, at Amadeas ejer er den sanktionerede russiske oligark Suleiman Kerimov.

Netop disse beviser var hvad der i første omgang fik en domstol til at give grønt lys til beslaglæggelsen, men siden har advokaterne bag det holdingselskab, der står registreret som ejer af yachten, sået tvivl om amerikanernes beviser og i stedet fremlagt modbeviser, der fortæller, at den virkelige ejer er oligarken Eduard Khudainatov, som ikke er ramt af sanktioner.

Dermed er beslaglæggelsen af Amadea udsat, imens undersøgelserne af mega-yachtens ejerskab fortsætter.

Det 106 meter lange fartøj er dig fortsat i politiets varetægt, hvor sagen er kommet under skarp kritik, efter det kommet frem, at det i øjeblikket koster den fijianske regering over en million dollar om ugen at beholde yachten på grund af blokering af havnen i Lautoka, hvor Amadea ligger.

Powered by Labrador CMS