Stor fragtaktivitet sikrer dansk transportkoncern rekordhøjt overskud

Arkivfoto: Sergio Souza / Unsplash

Det er ikke kun A.P. Møller Maersk, der onsdag kan præsentere et historisk overskud. Også den danske transportkoncern DSV kan se tilbage på et rekordgodt regnskab for 2021.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den danske transportkoncern DSV kan notere et overskud på hele 11,3 milliarder kroner efter i 2021 at have omsat for hele 182,3 milliarder kroner. Det oplyser de i det netop offentliggjorte årsregnskab.

Ligesom med A.P. Møller Maersk er det et pressede forsyningskæder ovenpå specielt coronapandemien, der har skruet priserne helt i vejret.

“Udfordrede forsyningskæder, flaskehalsproblemer på søfragt og rekordhøje fragtrater har været centrale temaer i 2021, og vores medarbejdere har arbejdet hårdt for at finde løsninger for vores kunder og få godset frem. Under disse svære markedsvilkår er vi glade for at kunne præsentere et stærkt regnskab for 2021,” lyder det blandt andet fra administrerende direktør i DSV, Jens Bjørn Andersen, i en kommentar til regnskabet.

Powered by Labrador CMS