2024 bød på travlhed hos Tuco Marine

Efter at have leveret blandt andet to arbejdsbåde til arktisk sejlads sluttede Faaborg-værftet Tuco Marine 2024 af med levering af to nye fartøjer til Norge.
2024 var et travlt år hos Tuco Marine i Faaborg. Foruden levering af to arbejdsbåde til rederierne Disko Line og Albatros Arctic Circle, så leverede det fynske værft i midten af november også en ny ProZero 15m Research Workboat til Nord Universitet i Norge.
Arbejdsbåden, der er skræddersyet til forsknings- og undervisningsopgaver, er udstyret med forskningsudstyr som specialspil og kraner, der muliggør effektiv indsamling af prøver fra vand og havbund.
Samtidig sikrer kraftige fenderlister sikker dokning og fortøjning, ligesom interiørlayoutet er optimeret til forskningsarbejde, der skal gøre arbejdsbåden til et ideelt miljø for både studerende og forskere.
“Vi er stolte over at levere denne ProZero 15m-forskningsbåd til Nord Universitet og støtte deres indsats inden for forskning og uddannelse i det blå område. Dette fartøj er en del af en serie arbejdsbåde, vi specifikt har designet til universiteter og uddannelsesinstitutioner. Vi er glade for at kunne bidrage til både uddannelse og kapacitetsopbygning i den maritime sektor gennem vores skræddersyede løsninger,” lød det ved leveringen fra administrerende direktør hos ProZero Workboats, Jonas Pedersen.
Bestillingen af arbejdsbåden er en del af Nord Universitets større investering i maritim infrastruktur. Sammen med et kommende 'Blått bygg'-campus og et nyligt bestilt kystforskningsfartøj vil ProZero-arbejdsbåden spille en central rolle i universitetets uddannelsestilbud, der skal gøre universitetet til et førende sted for marine- og fiskerividenskab.
Fartøj til passagersejlads
Kort før jul leverede værftet så endnu en nybygning, da et 15 meter langt ProZero-passagerfartøj blev overdraget til norske Metro-Opus, der er leverandør af mindre hurtigbåde til offentlig transport i Norge.
Fartøjet, der er certificeret til at transportere gods, besætning og 12 passagerer - herunder også kørestolspladser, skal bruges til rutesejlads i Norge og er designet og bygget efter ProZero’s modulære konstruktionsprincipper. Skrogdesign sikrer desuden lav hydrodynamisk modstand, hvilket forbedrer brændstoføkonomien og giver gode søegenskaber.
“Dette projekt er et godt eksempel på ProZero’s engagement i innovation, kvalitet og kundetilpassede løsninger. Samarbejdet med Metro-Opus har været en god oplevelse, og vi er stolte af at have levet op til deres høje standarder,” lyder det fra medindehaver af ProZero-værftet, Jakob Frost.