Viking åbner ny bådfabrik i Norge

Danske Viking har bygget en ny fabrik i Arendal i Norge.

Viking Life-Saving Equipment har taget en ny fabrik til produktion af redningsbåde i den norske havneby Arendal i brug.

Det kræver investeringer at styrke sin førende position på det maritime marked, og netop derfor har Viking Life-Saving Equipment valgt at investere i nye topmoderne produktionsfaciliteter i Norge. Det oplyser den danske producent af sikkerhedsudstyr i en pressemeddelelse.

Den nye fabrik, der skal stå for produktion af blandt andet redningsbåde til hele den maritime branche, dækker samlet 3.400 kvadratmeter på havnen i Arendal.

"Vores nye facilitet giver os mulighed for at drive vores innovationsdagsorden og udvide vores produktportefølje yderligere. Fra en strategisk beliggenhed ved kysten vil vi have alle de muligheder, vi har brug for til at udvikle og konstruere bådene samt grundigt teste dem til søs," lyder det fra senior director manufacturing hos Viking Norge, Odd Ivar Støle.

Viking Life-Saving Equipment har i alt 320 ansatte fordelt på seks lokationer i Norge, hvoraf 175 af medarbejderne har deres daglige gang i Arendal.

Powered by Labrador CMS