Fynsk havn moderniserer – Opgraderer toiletfaciliteter
Assens Havn går inden længe i gang med at lave moderne toilet- og badefaciliteter på Assens Havn til gavn for besøgende sejlere og offentligheden, som benytter havnen.
Når sejlerne til sommer lægger til ved Assens Havn, vil de kunne benytte nogle nye moderne toilet- og badefaciliteter.
”Vi er i gang med en stor udvikling af Assens Havn, hvor målet er, at skabe en aktiv og attraktiv havn for borgere og besøgende. Derfor har vi godkendt, at havnen må bruge deres overskud fra de seneste år på at opgradere toilet- og badeforholdene på Assens Havn, da det er noget som har været efterspurgt,” siger fungerende formand for Miljø, Teknik og Planudvalget i Assens Kommune, Charlotte Vincent Petersen.
Der vil blive bygget to moderne baderum inklusiv toiletter til besøgende sejlere, samt et offentligt toilet, som er handicapvenligt til øvrige gæster, der benytter havnen.
De nye faciliteter vil blive placeret i forbindelse med Pakhuset. Her vil tilbygningen til Pakhuset blive revet helt ned, så man kan få lavet alle de foranstaltninger, der skal til, for at kunne etablere faciliteterne, og derefter vil tilbygningen blive genopbygget i samme stil som tidligere.
”På den her måde får vi samlet de tilbud og faciliteter, vi har til vores sejlende gæster. Samtidig slipper besøgende på havnen for at skulle op i byen for at komme på toilettet, da vi nu får et offentligt handicapvenligt toilet på havnen, som mange har efterspurgt,” siger havnechef Ole Knudsen.
Den nye tilbygning forventes at være klar til brug den 1. juli 2022, og får samme udtryk som den nuværende bygning og Pakhuset.
”Vi er helt opmærksomme på, at det gamle Pakhus er en bevaringsværdig bygning, og derfor er det også vigtigt for os at værne om det, og opføre den nye tilbygning i et udtryk, der er så tæt på det originale hus som muligt,” siger Ole Knudsen.