Ørsted sælger halvden af britisk havvindmøllepark

Foto: Ørsted

Ørsted har underskrevet en aftale om at frasælge 50 procent af sin 1,3 GW store havvindmøllepark Hornsea 2 i Storbritannien til et konsortium bestående af AXA IM Alts, som handler på vegne af sine kunder, og Crédit Agricole Assurances.

Offentliggjort

Hornsea 2 er i øjeblikket under opførelse og vil, når den står færdig senere i 2022, overtage titlen som verdens største havvindmøllepark. Den samlede salgspris beløber sig til 3 milliarder britiske pund, og handlen forventes afsluttet i anden halvdel af 2022, når vindmølleparken er idriftsat, og de nødvendige myndighedsgodkendelser foreligger.

Herefter ejer AXA IM Alts og Crédit Agricole Assurances hver 25 procent af projektet. Investorernes ejerandel på 50 procent af Hornsea 2 vil blive finansieret gennem en kombination af egenkapital og en finansieringspakke i flere trancher af seniorgæld med deltagelse af 30 banker, inklusiv en tranche som Danmarks eksportkreditfond EKF stiller garanti for. Finansieringspakken er udarbejdet og sammensat af Ørsted.

Hornsea 2 ligger i Hornsea-området 89 km ud for kysten ved Yorkshire – et af verdens største udviklingsområder inden for havvind på 462 km². Hornsea 2 har en kapacitet på 1,3 GW og vil, når den står færdig, kunne producere nok grøn strøm til årligt at forsyne over 1,3 millioner britiske husstande med strøm. Hornsea 2 er et vigtigt projekt, der understøtter den britiske regerings målsætning om at nå en havvindkapacitet på 40 GW inden 2030.

Ørsted er ved at færdiggøre opførelsen af projektet og vil levere drifts- og vedligeholdelsesydelser i 20 år fra sin O&M-base på havnen i Grimsby, som er verdens største O&M-base for havvindmølleparker. Derudover får de kommende partnere leveret netbalanceringsydelser af Ørsted samt langsigtet afsætning af den vedvarende elektricitet, der genereres af Hornsea 2.

Powered by Labrador CMS