Sommerhistorier på FiskerBladet:
Danske islæt præger nyt norsk fartøj
Det norske rederi Båragutt Havfiske, som er ved at få bygget et nyt fartøj på Vestværftet i Hvide Sande, har valgt danske Carsoe som fabriksleverandør.
Der er masser af danske aftryk på det nye fartøj, som det norske Tromsø-baserede rederi Båragutt Havfiske AS, er ved at få bygget. Foruden at blive konstrueret på Vestværftet i Hvide Sande, så er også Carsoe blevet valgt til at skulle designe, bygge og installere en komplet fabrikslinje ombord. Det oplyser den Aalborg-baserede fabriksleverandør i en pressemeddelelse.
Båragutt Havfiskes nye fartøj, der står til at få navnet Eilifson og får en størrelse på 50,45 meter i længden og 13 meter i bredden, er designet til både trawl og snurrevod, og valget af Carsoe som fabriksleverandør, skyldes ifølge rederiet den danske virksomheds erfaring med kombi-fabrikker, der udnytter hele fabriksdækket til effektiv og automatiseret forarbejdning.
“Vi valgte Carsoe som vores fabriksleverandør på grund af fabrikkens design med effektiv logistik og høj kapacitet i rejefabrikken,” lyder det fra Arvid Hansen fra Båragutt Havfiske.
Kombi-fabrik til fisk og rejer
Eilifsons nye fabrik er designet til at sikre maksimal forarbejdningskapacitet for både fisk og rejer på det kompakte fabriksdæk, og fiskelinjen er en såkaldt H/G linje med en kapacitet på 40 ton om dagen. Den inkluderer blandt andet effektiv rensning og udblødning af fangsten i et kontinuerligt flow med efterfølgende nedfrysning af fangsten i fire V16 vertikale frysere med automatisk tømmesystem, hvilket sikrer et konstant produktionsflow og opretholder en høj fabrikskapacitet.
Rejelinjen, der har en kapacitet på 15 ton om dagen, inkluderer automatisk sortering og effektiv kogning af rejerne i to Connie-kogere efterfulgt af en dobbelt IQF-frysning tunnel. Herefter pakkes de frosne produkter i 5 kilo æsker, før de ryger i lasten.
“Dette er et glimrende eksempel på vores ekspertise inden for effektive fabriksløsninger ombord. Kombi-fabrikken på Eilifson er designet til flere forarbejdningsmuligheder, alle centreret omkring automatisering,” forklarer Carsoes Sales Manager, Trond Bjørnøy.
Båragutt Havfiskes nye fartøj får plads til i alt 18 besætningsmedlemmer, og det detaljerede layout af den nye fiskefabrik er designet i tæt samarbejde mellem Carsoe og Båragutt for at sikre et optimalt layout på den endelige fabrik.