Rusland indtager ukrainsk havneby og flådebase
Den ukrainske regering har bekræftet, at havnen i Berdyansk er faldet til russiske styrker. Også to ukrainske fragtskibe er beslaglagt af russerne.
Natten til mandag stod det klart, at russiske styrker har indtaget den ukrainske havneby Berdyansk, der ud over sine 100.000 indbyggere også rummer en flådebase. Det bekræfter byens borgmester.
Berdyansk, som ligger i det sydøstlige Ukraine, er et knudepunkt for eksport af kul, korn, solsikkeolie, jern og andre råvarer. Det er endnu uvist, hvad indtagelsen betyder for den del af den ukrainske flåde, som er hjemmehørende i havnen.
I weekenden er også de to ukrainske bulk carriere Prinsesse Nicole og Afina blevet beslaglagt af russiske styrker. Det oplyser den ukrainske statslige grænsevagt.
Lørdag blev der slukket for AIS-data ombord på begge skibe, og de blev først tilgængel igen søndag, hvor deres position viste, at de nu holder stille i det russiskkontrollerede farvand ud for havnen Sebastopol.