Ny fond uddeler millioner til fjordprojekter i Danmark

Fjordfonden, der blev stiftet i slutningen af 2024, har uddelt de første ti millioner kroner til seks projekter fordelt på fem danske fjorde.
Læs også:
-
Stort projekt giver nye gydesteder for laks og ørreder i Sønderjylland
-
Genopretning af havmiljøet i Vejle Fjord fortsætter
-
Kunst på havet skal genoprette tabt dansk havnatur
-
Naturfredningsforening får millionbevilling til kamp for havnaturen
-
Opråb: Fiskedød i europæisk flod er et wakeupcall til Østersøregionen
Med et mål om at udvikle og genoprette de danske fjorde, blev Fjordfonden i 2024 stiftet med en støtte på 50 millioner kroner fra den fynske virksomhed United Shipping & Trading Company (USTC), og nu er de første ti millioner kroner så blevet fordelt blandt fem modtagere med projekter i hele Danmark. Det oplyser fonden i en pressemeddelelse.
"Fjordfonden er et helt nyt initiativ, men formålet og midlerne har aldrig været mere relevante. Vi oplever, at de danske fjorde og havmiljø generelt er utroligt udfordret på iltsvind og mindsket biodiversitet, og der kan projekter som de indtil videre seks, hvilke vi har valgt at støtte, gøre en mærkbar forskel for at vende den udvikling," lyder det fra bestyrelsesformand for Fjordfonden, Mads Leth.
"Vi er derfor utroligt glade for den støtte på 50 millioner kroner, som vi har modtaget i stiftelse fra USTC. Selv de bedste intentioner kommer til kort, hvis der ikke er midler til at underbygge dem – de midler har vi fået her, og vi ser frem til at få mange flere projekter op at stå i de kommende år," siger han.
Fjorde i hele landet
I alt har seks projekter i Haderslev Fjord, Horsens Fjord, Odense Fjord, Skælskør Fjord samt Nibe Bredding ved Limfjorden modtaget samlet 10 millioner kroner, som er målrettet vidensdeling og naturgenopretning med henblik på at bringe fjordene tilbage i god økologisk stand.
"De projekter, som vi har valgt at støtte i år, har det til fælles, at der ligger en klar handleplan og en realistisk tidshorisont for udførslen, sådan at vi kan se resultater i fjordene hurtigst muligt. Det drejer sig i langt de fleste projekter om udlægning af sten til at øge biodiversiteten eller udplantning af flora, som kan optage det kvælstof, der kvæler vandlivet, men også vandkvalitetsanalyse og vidensdeling er en del af fondsmålet," siger Mads Leth.
Fjordfonden består i dag af en bestyrelse på tre medlemmer fra henholdsvis Dansk Industri, Gorissen Federspiel og Vandcenter Syd, som hver sikrer faglighed og god governance i uddelingen af midler.