Stor stigning i mængden af blæksprutter landet i danske farvande

Blæksprutter. Foto: John Cameron / Unsplash
Blæksprutter.

Stigende havtemperaturer sender blæksprutter mod danske farvande, og de danske fiskere har været hurtige til at tage det svømmende bløddyr til sig.

Offentliggjort Sidst opdateret

Ovenpå Storbritanniens udtrædelse af EU har adskillige danske fiskere måttet tænke i alternative baner for at holde fast i indtægterne. Det har fået en gruppe vestjyske fiskere til at kaste sig over fangst af blæksprutter – og særligt de ti-armede af slagsen. Det skriver DR.

Brexit har betydet reducerede kvoter på blandt andet torsk, sild, makrel og tobis, men fremover ser blæksprutterne altså ud til at kunne opveje en smule. Højere havtemperaturer i Nordsøen har nemlig lokket de særprægede bløddyr tættere på Danmark, hvor de særligt findes i den sydlige del af farvandet.

“I Skagerrak ud for Hanstholm og Hvide Sande ser vi også flere blæksprutter. Så det er nye muligheder,” siger fiskeskipper Tamme Bolt fra Thyborøn til DR.

Ifølge Fiskeristyrelsen landede danske fiskere i 2022 i alt 90 ton blæksprutter til en samlet værdi af 3,5 millioner kroner. I de første ti måneder af 2023 er der til sammenligning landet 281 ton til en værdi af 10 millioner kroner.

Blæksprutterne fanges hovedsageligt som bifangst i Skagerrak og i den sydlige del af Nordsøen.

Powered by Labrador CMS