Hjælp DTU Aqua med oplysninger om tun i Danmark

En springende tun set i Danmark. Arkivfoto: Brian MacKenzie / DTU Aqua
En springende tun set i Danmark.

DTU Aqua undersøger den blåfinnede tuns færden i danske farvande og beder folk, som ser tun i havet omkring Danmark, om at hjælpe med oplysninger.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den blåfinnede tun, der er en af de største og hurtigste fisk i havet og en af verdens mest eftertragtede fisk, er for få år siden vendt tilbage til danske farvande efter at have været en meget sjælden gæst i mere end 50 år.

Hos DTU Aqua har man sat gang i en stor undersøgelse af tunens tilstedeværelse i danske farvande, ligesom man vil finde frem til, hvorfor den er kommet tilbage efter at have været væk så længe, og derfor ønsker universitet nu hjælp til at kortlægge, hvor der er tun i danske farvande.

DTU Aqua opfordrer derfor fiskere, lystsejlere, strandgæster, besætning og gæster på færger og turbåde og andre til at indsende information, hvis de observerer en eller flere tun.

Beskeder om tunobservation kan gives enten via DTU’s app Fangstjournalen, eller ved at sende en sms eller e-mail til professor Brian MacKenzie, DTU Aqua på tlf. 21 31 58 14 eller brm@aqua.dtu.dk.

Send gerne følgende oplysninger:

  • Foto og/eller video.
  • Sted/position (hvor du har observeret tun).
  • Hvad du har set (f.eks. enkelte tun, tunstime, ca. antal tun).
  • Tunens størrelser (f.eks. ca. 0,5-1 m, 1-2 m, 2-3 m).
  • Tidspunkt på dagen, du så tunen.
  • Om du har set mulige byttedyr, som f.eks. sild, makrel eller hornfisk, springe op af vandet i flugtforsøg.
Powered by Labrador CMS