Blue Water og Kynde & Toft i nyt aktieselskab i Thyborøn
Blue Water Shipping og Kynde & Toft har indgået et nyt fælles aktieselskab, der skal skaffe flere kunder til Thyborøn Havn. Det oplyser de i en pressemeddelelse.
Blue Water Shipping, der er en af Danmarks største transport- og logistikkoncerner, har i adskillige år været aktive med service på Thyborøn Havn, og nu har selskabet besluttet at åbne kontor på havnen. Det sker i samarbejde med selskabets lokale partner – Kynde & Toft, som siden 1958 har været involveret i fiskeindustriens tekniske udvikling i byen.
Kynde & Toft har de seneste 30 år udviklet og produceret hydrauliske anlæg og komponenter, foruden arbejde med større og mindre stålkonstruktioner, forlængelse af fartøjer og reparation af alle slags entreprenørmaskiner, og det er én af grundene til, at Blue Water har udset sig firmaet som samarbejdspartner.
“Det er vigtigt for Blue Water at have en dygtig lokal partner – også i Thyborøn, og i det nye samarbejde supplerer vi hinanden rigtig godt,” siger Søren Stougaard fra Blue Waters Port Service Division.
Firmaet, der har 72 ansatte, er hjemmehørende i Thyborøn, hvor dets samlede areal på omkring 4.000 kvadratmeter består af værksteder, lager- og kontorfaciliteter. Der udover er de medejere af flydedokken i Thyborøn, ligesom de råder over to mobilkraner.
”Hos Kynde & Toft har vi gennem årene udviklet vores forretning, og med samarbejdet med Blue Water tager vi endnu et skridt fremad. Vi ser gode muligheder i samarbejdet, som vi være til gavn for vores to firmaer – og for nye og eksisterende kunder og samarbejdspartnere,” siger administrerende direktør i Kynde & Toft, Niels Olaf Vinther Jensen.
Blue Water er en af Danmarks største transport- og logistikkoncerner, og har en betydelig position indenfor havnerelaterede opgaver, såsom stevedoring, skibsmægleri og oplagring. Disse services tilbydes i alle danske havne – gennem egne kontorer og samarbejdspartnere.
“Det er vigtigt for Blue Water at have en dygtig lokal partner – også i Thyborøn, og i det nye samarbejde supplerer vi hinanden rigtig godt. Kynde & Toft har omfattende forretning og forankring i området, og vi supplerer med vores store netværk og ekspertise, hvilket gør os i stand til at levere flere services til eksisterende kunder, ligesom vi ønsker at tilbyde vores service til nye kunder,” siger Søren Stougaard.
Thyborøn Havn har de seneste ti år har udviklet sig fra at være en ren fiskerihavn til også at være hele Midt- og Vestjyllands godshavn, og der fragtes årligt omkring 1,5 millioner tons gods over kaj.