Tag børnene med – Legeskibet sætter sejl mod Esbjerg

Legematroserne var sidst på besøg med Legeskibet i Esbjerg i 2017 og 2018. Nu har de igen sat kursen mod Esbjerg - og du kan glæde dig til at komme ned og lege i den første weekend i oktober. Foto: Esbjerg Kommune
Legematroserne var sidst på besøg med Legeskibet i Esbjerg i 2017 og 2018. Nu har de igen sat kursen mod Esbjerg - og du kan glæde dig til at komme ned og lege i den første weekend i oktober.

Legeskibet, Nationalmuseets skonnert Bonavista, sætter sejl og lægger til kaj i Østre Dokkaj i Esbjerg den første weekend i oktober.

Offentliggjort

Leg er ikke kun for børn, men for alle, og det er ganske gratis at deltage, når Legeskibet igen lægger til kaj i Esbjerg.

Denne gang er legeskibet åbent for alle borgere i weekenden den 2. og 3. oktober begge dage fra klokken 10 til 16. Legeskibet lægger til kaj ud for Dokken 16 på Østre Dokkaj.

Under Legeskibets besøg indrettes et midlertidigt havnebyrum bygget op om Legeskibets to specialindrettede containere, der er fyldt med aktiviteter. Lege- og bevægelsesområdet byder på en række aktiviteter med leg og bevægelse for alle aldre.

Esbjerg City Beach har lovet at holde ekstra åbent de to dage, så det er muligt at proviantere undervejs i alle legene.

Legeskibets matroser vil guide besøgende og er altid klar med en udfordring i et hav af aktiviteter, som består af:

  • En sjov og udfordrende klatre- og aktivitetsrute rundt på hele installationen
  • Sving, hop og udfordringer på Legeskibets parkourområde
  • Kæmp den gode kamp mod hinanden i Legeskibets kamparena
  • Fodboldturnering på pannabane
  • Sømandstræning på alle niveauer
  • Bevægelseslege på blødt underlag for de mindre
  • Mindst ti forskellige traditionelle og nye bordspil
    Legematroserne, som bemander Legeskibets installation, vil desuden instruere i fælleslege og sømandsdans. Legematroserne er alle uddannet fra Gerlev Center for Leg & Bevægelse, der har mere end 40 års erfaring med formidling af leg og bevægelsesglæde.

Udover at slippe dit indre legebarn løs (eller dine børnebørns), så er der selvfølgelig også rig mulighed for at opleve en vaskeægte skonnert og blive draget af de store skibes mystik og eventyr. Der vil i løbet af dagene være rundvisninger og gode fortællinger om skibet fra legematroser og skibets ”rigtige matroser”.

Powered by Labrador CMS