Masser af penge i rejer – Ocean Prawns leverer stærkt regnskab
Trods store udfordringer på grund af coronapandemien, så er det lykkedes danske Ocean Prawns at komme stærkt igennem 2021.
Den bornholmske rejekoncern Ocean Prawns har præsenteret et koncernresultat på 66 millioner kroner efter skat, hvilket er 11 millioner kroner bedre end i 2020. Koncernen har samtidig øget sin egenkapital til 740 millioner kroner.
I 2021 har særligt covid-19 givet logistiske udfordringer for koncernen, hvor ekstra travlhed i havnene, knaphed på containere og skærpede importrestriktioner på blandt andet fisk- og skaldyr i Kina, som er Ocean Prawns største marked, har spillet ind på regnskabet, men alligevel har den bornholmske koncern oplevet god efterspørgsel efter koldtvandsrejer og hellefisk, ligesom rejepriserne næsten er tilbage på niveauet før pandemien.
“Årets resultat kommer ikke som en overraskelse, men ligger på niveau med vores forventninger til året. Jeg glæder mig især over, at efterspørgslen på rejer og hellefisk igen er stigende, hvilket påvirker priserne positivt. Selvom Covid-19 har drillet hele vores virksomhedsportefølje på forskellig vis, har det på mange måder også gjort os skarpere. Vi har oplevet frustration, men også mere sparring mellem flere af virksomhederne, og jeg er meget stolt af den indsats, alle har leveret; både blandt vores egne medarbejdere ombord og på land og hos vores samarbejdspartnere,” lyder det fra fiskeskipper og medejer i Ocean Prawns, Kristian Barslund Jensen.
Den bornholmske koncern forventer fortsat et positivt resultat i 2022, men oplyser dog, at den generelle usikkerhed på verdensmarkedet og Ruslands krigsførelse i Ukraine gør det svært at spå om fremtiden.