Venstre: En borgerlig regering skal styrke rammerne for dansk fiskeri
Det Maritime Valg – En borgerlig regering skal styrke rammerne for dansk fiskeri, og så kræver Venstre en brændstofpakke og styrket kystfiskerordning. Sådan lyder det i dagens indlæg fra Folketingsmedlem og fiskeri- og erhvervsordfører for Venstre, Torsten Schack Pedersen.
Af Torsten Schack Pedersen, Venstres Erhvervs- og Fiskeriordfører
Lige nu er problemerne i fiskeriet svære at overskue. Senest er det de høje brændstofpriser, som er mere end fordoblet siden sidste år, der lægger et ekstra pres på et i forvejen prøvet erhverv. Danske fiskere er samtidig presset af bl.a. reducerede fiskekvoter og et dårligt havmiljø. Derfor er der brug for politisk handling og en håndsrækning til fiskerne.
Det er svært at udvikle et erhverv, som støttepartier vil afvikle.
Siden socialdemokraterne kom til regeringsmagten, har vi hørt, at de ville styrke dansk fiskeri. At fiskeriet er vigtigt for vækst ud udvikling i produktionsdanmark. Jeg mangler dog stadig at se ord gjort til handling.
Problem for de socialdemokratiske ministre der har siddet på Slotsholmsgade 12, der huser Ministeriet og Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, er, at de er afhængige af SF og Enhedslisten, der udgør deres parlamentariske grundlag. Så længe Rasmus Nordqvist og Søren Egge Rasmussen de facto styrer regeringens fiskeripolitik, så bliver der ikke givet så meget som en lillefinger.
Det er partier for hvem en afvikling af fiskeriet næsten kan syntes at være et mål. SF har foreslået udfasning af trawlfiskeriet. Det vil i praksis betyde en afvikling af tusindvis af arbejdspladser i Nord- og Vestjylland.
Derfor er der brug for en borgerlig regering, så partier med så yderliggående synspunkter ikke dikterer landets fiskeripolitik.
Venstre kræver en brændstofpakke og styrket kystfiskerordning
Jeg mener, at vi skal fremtidssikre dansk fiskeri med brændstofpakke. Det kunne eksempelvis være at give et tilskud per liter diesel eller i forhold til omsætningen. Hvis vi skal have et fiskeri om 5, 10 eller 15 år, så bliver vi nødt til at få skabt et økonomisk fundament for dansk fiskeri. Vores konkurrenter i EU-lande bliver flere steder statsstøttede. Derfor er vi i Danmark også nødt til at finde tiltag, der fremtidssikrer erhvervet. Vi bør sikre det danske fiskeris konkurrencevilkår på markedet.
I Venstre vil vi også gerne styrke kystfiskeriet. Jeg finder det meningsløst, at fiskeriministeren vil afvikle den åbne del af kystfiskerordningen, som flest fiskere i dag nyder godt af. Hvis denne beslutning bliver til virkelighed, kommer den til at trække nogle grimme spor på de nordjyske havne, og det er slet og ret det sidste, fiskeriet har brug for.
I Venstre mener vi, at man på kort sigt bør fokusere på at styrke den åbne ordning og gøre den mere attraktiv, så vi kan få endnu flere fiskere ind i ordningen næste år, mens man på længere sigt bør lade Fiskerikommissionen se på, hvordan man fra politisk hånd kan fremme og styrke kystfiskeriet.