Føler sig overset – Fiskere har kæmperegninger og får ingen hjælp
Fiskerne kæmper med stigende brændstofpriser, men alligevel måtte erhvervet se sig forbigået, da der fredag blev indgået en aftale om vinterhjælp på Christiansborg.
Flere nordjyske fiskere føler sig overset i forbindelse med aftalen om vinterhjælp, som skal hjælpe økonomisk trængte private og erhvervsdrivende gennem inflations- og energikrisen. Sådan lyder det fra både fiskere og Danmarks Fiskeriforbund ifølge TV2 Nord.
For én af de nordjyske fiskere, som TV-stationen har talt med, Lars Kajgaard fra Strandby, er posten for brændstof til sejlads skudt helt i vejret. De seneste fem år har han i gennemsnit betalt tre kroner for en liter diesel til sin fiskekutter, men i år koster den næsten syv kroner per liter.
Derfor havde han håbet på, at fiskerierhverver var tænkt med i den aftale, som et bredt flertal fredag indgik på Christiansborg, men det var dog ikke tilfældet.
“Det er jeg da meget skuffet over, for vi har behov for hjælp ligesom alle andre, og hvis man vil det danske fiskeri, så er det nu, politikerne de skal vise det,” siger Lars Kajgaard til TV2 Nord.
Flere andre europæiske lande har allerede lavet hjælpepakker til fiskerne.