Stor aktion: Fisker reddet fra brændende kutter i Nordsøen

Foto: Redningsstation Hanstholm

En fisker blev sent fredag aften reddet fra en brændende kutter i Nordsøen omkring 23 sømil vest for Klitmøller.

Offentliggjort Sidst opdateret

Kystredningstjenesten i Hanstholm måtte sent fredag aften rykke ud til en større redningsaktion, da de modtog opkald om en brændende fiskekutter i Norsøen omkring 23 sømil vest for Klitmøller. Det skriver Redningsstation Hanstholm på det sociale medie facebook.

Flere redningsfartøjer og en helikopter blev sendt afsted mod den brændende kutter, men til al held var fragtskibet Nova i nærheden af den nødstedte fisker. Besætningen fik hurtigt søsat deres MOB-båd og bjerget den nødstedte fisker, som efterfølgende blev hoistet op i redningshelikopteren og transporteret til sygehuset i Aalborg.

Fiskekutteren stod – modsat den en-mand-store besætning – ikke til at redde, og cirka klokken 00.35 sank fartøjet på grund af skaderne og det dårlige vejr i området.

Tilstanden på den reddede fisker er ikke oplyst.

Powered by Labrador CMS