Ny forening dannet: Fiskebranchen skal rykke tættere sammen
Ovenpå Brexit og coronapandemien forsøger den danske fiskesektor nu at genoptage samarbejdet for at afsætte danske fiskeriprodukter.
Den danske fiskesektor er blevet enige om at genoptage samarbejdet om at fremme forbrug og afsætning af danske fiskeprodukter. Det sker ved at genoptage samarbejdet i foreningen Fiskebranchen, som tidligere blev kendt for de ikoniske Minna og Gunnar-reklamer, der fik danskerne til at spise mere fisk.
Derfor blev der 9. juni afholdt stiftende generalforsamling for foreningen Fiskebranchen, hvor Danmarks Fiskeriforening, Danmarks Pelagiske Producentorganisation, Danish Seafood Association, Dansk Akvakultur, Landbrug & Fødevarer og Danmarks Fiskehandlere gav hinanden håndslag på at genoptage samarbejdet.
Og det er der brug for. Fiskebranchen – eller på engelsk: Danish Seafood Council – genopstår nemlig i kølvandet på Brexit og corona-pandemien, der begge har rystet markederne for fødevarer over alt i verden og ændret spillereglerne fundamentalt. Derfor har Fiskebranchen fået fornyet relevans. Der er brug for, at alle, der arbejder med fisk, står sammen og taler med én fælles stemme.
Foreningens primære arbejde kommer til at handle om, hvordan vi i fremtiden kan skabe bedre muligheder for at afsætte danske fiskeriprodukter i ind- og udland. Der skal både være fokus på at åbne nye markeder, der kan erstatte det tab, som Brexit har medført, hvor mulighederne for at eksportere til Storbritannien er blevet markant forringet. Samtidig skal der gøres en indsats for at styrke afsætningen i Danmark og få danskerne til at spise mere dansk fisk. Eksempelvis ved at slå et slag for, at der skal serveres dansk fisk i offentlige og statslige køkkener.
Derudover kommer Fiskebranchen til at arbejde med, hvordan branchen kan udvikle sig i en endnu mere bæredygtig retning, fortælle om de mange gode tiltag og dermed øge kendskab og viden om, hvordan danske fiskeriprodukter bliver til.
På den stiftende generalforsamling blev Kenn Skau Fischer, direktør i Danmarks Fiskeriforening, udpeget til formand for Foreningen Fiskebranchen, og direktør i Danish Seafood Association, Poul Melgaard, blev næstformand.
“Jeg er rigtig glad for, at vi er enige om at genoptage samarbejdet. Danske fiskeprodukter er en klasse for sig, og er utvivlsomt en del af løsningen på den globale fødevaremangel. For danske fiskeriprodukter er produceret bæredygtigt, hvor der både tages hensyn til klima, til miljø, og så foregår produktionen på ordentlige løn- og arbejdsvilkår. Det kan vi være stolte af, og det understreger, at den danske fiskebranche er en del af fremtiden,” siger den nyvalgte formand for Foreningen Fiskebranchen, Kenn Skau Fischer.
Fiskebranchen får adresse på Axelborg i København sammen med den øvrige fødevarebranche.