Nyt gennembrud for Carsoe – Komplet fabrik til norsk linebåd

Illustration: Leinebris
Illustration: Leinebris

Det norske linebådsfirma, Leinebris, har valgt Carsoe som fabriksleverandør til den nyeste tilføjelse til deres fiskeflåde.

Offentliggjort

Ekspertise fra Carsoe teamet, samt et komplet produktprogram, har gjort Carsoe til en ny foretrukken partner på komplette fabrikker til både line og kombi-trawlere, og derfor har det norske linebådsfirma, Leinebris, valgt aalborgensiske Carsoe som fabriksleverandør til den nyeste tilføjelse til deres fiskeflåde. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Hele fabriksdækket er designet med fokus på høj effektivitet og kapacitet i produktion, og kombineret med en automatiseret palleterings- og pakkesektion, får Nye Leinebris en markant opgradering i forhold til sin forgænger.

Mens linebåde er relativt nye for Carsoe, er Sales Manager Trond Bjørnøy velbevandret inden for norske linebåde og har været en aktiv del af denne industri i mange år.

”Det er en stor fornøjelse at lede Carsoe ind i dette nye marked. Med vores produktprogram, der dækker fra fangst til frosset og pakket produkt, er vi uden tvivl den førende partner, der i stand til at skabe en stærk og sammenhængende procesløsning ombord,” siger Trond Bjørnøy.

På en linebåd er særligt V16 fryserne en essentiel del af fabrikken. Disse højkapacitetsfrysere har et kompakt design, mens det automatiske tømmesystem reducerer manuel håndtering ombord og optimerer produktionsflowet.

Carsoe er global eneproducent på dette tømmesystem til V16 frysere og den komplette produktionslinje ombord bliver dermed både designet, bygget og installeret af Carsoe.

Så snart de frosne blokke kommer ud af fryserne, bliver de transporteret til automatisk palletering. Denne del af fabrikken er også optimeret med et komplet og sammenhængende palleteringssystem samt elevatorer direkte ned i lasten. Dette sikrer et automatisk og kontinuerligt flow af færdigpakkede paller.

Når skibet ligger til kaj, transporterer de integrerede losseelevatorer pallerne fra lasten og direkte ud af en losseluge på siden af skibet. Herfra kan pallerne losses med truck direkte fra kajen. Dette betyder en effektiv losning med minimalt behov for mandskab og ekstra maskiner på kajen.

Historisk set har Carsoe leveret komplette fabriksløsninger til trawlere over hele verden, senest med den femte ordre til Royal Greenland samt en kombineret reje/krabbefabrik til Ervik Havfiske.

En effektiv og højt automatiseret fabrik er en selvfølge i et Carsoe design, og denne nye fabrik til linebåden Leinebris er ingen undtagelse. Med et veltilrettelagt flow fra hovedkapnings- og rensestationer til de seks V16 frysere, bliver fangsten forarbejdet hurtigt og effektivt og bevarer dermed den høje kvalitet fra den nænsomme linefangst. Udover Carsoe-fabrikken sikrer ensilageproduktionen ombord samt håndteringen af bifangsten, at hele fangsten bliver udnyttet fuldt ud.

Leinebris fartøjet bliver bygget på Tersan skibsværft og skal leveres i 2025.

“Jeg ser frem til at besøge værftet og følge fremdriften i projektet,” lyder det fra Trond Bjørnøy.

Powered by Labrador CMS