Dansk leverandør af skibsproviant i stort internationalt opkøb

Foto: Wrist

Det danske firma Wrist har opkøbt virksomheden Centralam Panama, der leverer skibsforsyninger, teknisk udstyr, reservedele og tilbyder lagerplads i Panamakanalens havne.

Offentliggjort

Det danske firma Wrist har købt Centralam Panama, der ligger ved Panamakanalen i Mellemamerika. Det oplyser de i en pressemeddelelse.

Wrist er i forvejen verdens største leverandør af skibsproviant med en markedsandel på omkring 9 procent af leverandører af forsyninger og proviant til skabe og offshorelokationer, og med det nye opkøb overtager de 35 års erfaring i et særdeles attraktivt farvand for skibsfart.

“Vi ser frem til at indlede samarbejdet med Centralam Panama i et af verdens vigtigste maritime knudepunkter. Centralam Panama har et erfarent og kompetent ledelsesteam, og vores virksomheder deler kerneværdier og forretningsprincipper. Vores kunder, og dermed også os selv, vil drage fordel af den kombinerede erfaring og kapacitet på skibsforsyningsmarkedet,” lyder det fra koncernchef i Wrist, Jens Holger Nielsen.

Wrist, som har hovedsæde i Nørresundby, ønsker ikke at oplyse prisen på opkøbet, men fortæller, at de forventer yderligere opkøb i løbet af 2022.

Powered by Labrador CMS