Dansk Challenger-fly finder både med over to tons hash
Et dansk Challenger-fly fandt i begyndelsen af marts to både i Middelhavet lastet med over to tons hash til en samlet værdi af 100 millioner kroner.
Det danske Forsvar har siden februar deltaget i EU’s grænse- og kystbevogtning, Frontex, med et Challenger-fly, som har patruljeret over Middelhavet, og i begyndelsen af marts sikrede flyet en fangst af de større. Det oplyser Forsvaret.
Her spottede bemandingen ombord på flyet nemlig en hurtigtgående speedbåd med retning mod den spanske kyst, og efter en alarmering til de spanske myndigheder blev båden skygget ind til ferieøen Ibiza, hvor i alt to både og 14 personer blev pågrebet.
Samtidig blev i alt 2.240 kilo hash til en samlet værdi af omkring 100 millioner kroner beslaglagt.
Det danske Frontex-bidrag består i øjeblikket af et Challenger-fly og omkring 10 personer, som assisterer de spanske myndigheder med grænsekontrol.