Synkefri – om sorgbearbejdning, stærke kvinder og retten til livet

“Du kan ikke forhindre sorgens fugle i at flyve hen over dit hoved. Men måske kan du forhindre dem i at stoppe op og bygge rede i dit hår.”

Sådan lyder et ældgammelt kinesisk ordsprog, og den 36-årige filminstruktør Christian Andersen er helt enig. Han er oprindeligt fra Hirtshals, og nu har han været tilbage i barndomsbyen for at optage filmen Synkefri, som tager udgangspunkt i den skrækkelige decembernat i 1981, hvor ni mennesker omkom i bølgerne; tre fiskere og seks redningsfolk fra båden RF2, som ellers skulle være - ja, synkefri.

Men filmen handler på ingen måde om, hvad der skete ombord på fartøjerne eller i bølgerne den aften.

“Jeg ved, at mange i Hirtshals har været bekymret for, om der nu skulle rippes i historien om RF2 og kutterne, men det har aldrig været min mening og er det fortsat ikke, for ingen ved, hvad der skete derude i bølgerne, så du skal ikke gå ind og se Synkefri for at blive klogere på, hvad der skete den nat, for de svar giver filmen slet ikke,” siger Christian Andersen.

Derimod handler filmen om, hvordan man kan komme videre, selv om man bliver ramt af en enorm sorg. Det mener Christian Andersen generelt, at Hirtshals har været god til. Ikke mindst kvinderne i byen.

“Når der er tale om en film fra en fiskerby, er det typisk fiskerne, der bliver portrætteret, men jeg vil gerne fokusere på dem, der bliver hjemme, når fiskerne tager på havet. Kvinderne stod med rigtig meget selv, når mændene sejlede ud, og blev ofte kaldt ‘de tavse ledere’. De er altså ikke flyttet fra byen, men blev der og stod problemerne igennem,” lyder det fra Christian Andersen.

Ni hårde dage

En af dem, der var igennem det hele fra første dag, var Christian Andersens mor, Rie. Ikke alene mistede hun sin mand i ulykken den forfærdelige aften. Hun kendte også samtlige af de otte andre, der døde den aften.

“Så for hende stod den nærmeste fremtid efter ulykken på ikke mindre end ni begravelser, hvoraf den ene altså var hendes mands. Hver gang havde hun det samme tøj på, og da den sidste af de ni begravelser var overstået, brændte hun det tøj, hun havde haft på til de mange begravelser, for der var så mange dårlige minder forbundet med det,” forklarer Christian Andersen, som er dybt imponeret – og taknemmelig – for moderens tilgang til problemerne,

“Hun må i dén grad siges at være synkefri, for hun har været igennem så meget træls og hårdt, men alligevel er hun kommet ud på den anden side som et glad og positivt menneske, som jeg synes fortjener en kæmpe hyldest for at have stået det hele igennem og kommet godt ud,” forklarer Christian Andersen.

Kærlighedens paradoks

Ikke alene nød Hirtshals godt af, at Christians Andersens mor blev tilbage og kæmpede, til trods for at hun kendte alle dem, der døde den forfærdelige aften. En af dem var jo så altså også faderen til hendes tre drenge, som nu var faderløse. Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Christian Andersen kom til verden fem år efter den uhyggelige dag, og en dag sagde hans mor til ham:

“Det værste, der er sket i mit liv, er, at drengenes far døde, men det er samtidig også det bedste, der er sket mig, for var han ikke død i ulykken, var du aldrig kommet til verden,” siger Christian Andersen og kalder det for ‘kærlighedens paradoks’.

Udover at sætte spor i rigtig mange familier, ændrede den skæbnesvangre dag også Hirtshals for altid.

“Forud for ulykken var det sådan, at både drenge og piger gik ud af skolen, når de var cirka 15. Drengene for at blive fiskere, og piger for at arbejde på fiskefabrik. Men det var ligesom om, at ulykken fik folks øjne op for, at man altså også kunne gøre andet med sit liv,” forklarer Christian Andersen.

Han har ikke store forkromede officielle statistikker til at underbygge sin påstand, men tallene fra hans egen folkeskoleklasse viser en klar tendens.

“Vores mor havde sagt til os tre drenge, at vi endelig ikke måtte blive fiskere, og det var hun åbenbart ikke den eneste, der havde sagt. For hvor snart sagt alle drenge i en klasse tidligere blev fiskere, var der i min klasse ingen af drengene, der valgte fiskeriet, og det var en direkte følge af ulykken og en større opmærksomhed på, at det jo altså er et farligt erhverv. Det så vi jo med al tydelighed i december 1981. Men heldigvis viste Hirtshals sig at være synkefri, så den er der endnu,” slår Christian Andersen fast.