Orskov Yard når endnu en milepæl i udviklingsstrategi
Orskov Yards nye flydedok blev sat i drift for et år siden, og nu er endnu en milepæl i udviklingen af værftets nordlige område nået. Et nyt rør- og maskinværksted blev fredag officielt indviet af kunder, ansatte og underleverandører.
I området omkring den nye flydedok er der bygget et nyt stort rør-og maskinværksted på 1.600 kvadratmeter. Det nye værksted fremstår meget tidssvarende og understøtter gode arbejdsbetingelser for specialiseret eftersyn af store propellersystemer, thrustere, ror og spil samt fremstilling af rørsystemer.
Det nye maskinværksted er udstyret med fire traverskraner, som hver især kan håndtere en vægt på op til 40 tons. Rørværkstedet er udstyret med to kraner, som hver har en løftekapacitet på seks tons. Der er desuden flytbare udluftningssystemer placeret i svejsekabiner og arbejdsområder og som, kombineret med statisk ventilation, sikrer et sundt arbejdsmiljø.
“Vi er meget stolte over at have nået endnu en milepæl i vores udviklingsstrategi af området og dermed udviklingen af Orskov Yard. Vi har med den nye flydedok og nu det nye værksted mulighed for at servicere endnu flere kunder og sikre at de får en god totaloplevelse, hvor vi tager hånd om hele skibet og de installerede systemer,” siger administrerende direktør på Orskov Yard, Lars Fischer.
På maskinværkstedet er der særligt fokus på servicering af propellersystemer med en pit beregnet specielt til dette formål, hvor der kan serviceres propellersystemer med en propellerdiameter op til otte meter.
Ligeledes vil et større område i værkstedet være dedikeret til overhaling af fremdrivning- og positionerings-thrustere. Det er områder, hvor Orskov Yard allerede er et af Nordeuropas førerende værfter med en arbejdsstyrke, som er uddannet og højt kvalificeret til at udføre dette arbejde sammen nogen af verdens førende udstyrsproducenter.
“Med vores tre ISO-certificeringer indenfor kvalitetsledelse, miljøledelse, og arbejdsmiljø sikrer vi at procedurer og betingelser er på plads, således at vitale dele af skibenes udstyr bringes tilbage til deres oprindelige stand efter et værftsophold hos Orskov Yard,” siger Lars Fischer.
En del af det nye værksted er ligeledes indrettet til fremstilling af sorte rør til blandt andet udskiftning af eksisterende rørsystemer ombord på skibene samt fremstilling af nye rør til ballastvandsrense-systemer (BWTS) med mere. Områderne i de eksisterede værksteder indrettes nu til dedikeret fremstilling af rustfrie og PVC-rør som for eksempel bruges i et stort omfang på store fabrikstrawlere.
Den store aktivitet på værftet viser, at det nye værksted har sin berettigelse, hvor der i øjeblikket er ni skibe, herunder tre canadiske trawlere, en grønlandsk trawler, et norsk fiskeskib, to norske offshore skibe, et amerikansk ekspeditionsskib samt en dansk færge.
Aktiviteten sikrer fuld beskæftigelse til værftets 200 ansatte og inklusiv underleverandører estimeres det, at der med de igangværende opgaver beskæftiges omkring 600 personer på værftsområdet.
Værftet har stor fokus på at tilbyde kunderne miljørigtige løsninger såsom silikonemaling af undervandsskrog for reduktion af brændstofforbrug, brug af værftets mobile og stationære landstrømsanlæg samt energioptimering af eksisterende skibssystemer. Ligeledes arbejdes der aktivt for at reducere værftets CO2-udledning, og derfor er den nye bygning også udstyret med et elektrisk varmepumpeanlæg i stedet for opvarmning via naturgas.