Vild vinterferie for rederierne – Flere ferierer i Danmark
Molslinjen har oplevet en stor stigning i antallet af rejsende hidtil i skolernes vinterferie. Særligt overfarten mellem Kalundborg og Samsø er populær.
Selvom vinterferien normalt ikke er højtiden for de danske færger, så er der godt gang i overfarterne hos blandt andet Molslinjens mange færger.
Den fortsatte coronapandemi har nemlig fået flere danskere til at droppe skituren i alperne og i stedet tilbringe skoleferien inden for landets grænser, og det har givet usædvanlig travlhed hos færgerederierne.
“Hvis vi sammenligner i år med 2020, er vi 38 procent foran i bookinger på ruterne over Kattegat. Men på ruten fra Kalundborg til Samsø er vi hele 78 procent foran,” siger kommunikationschef hos Molslinjen, Jasper Maack, til DR.
Tallene er trukket på bookinger frem til og med den 8. februar til rejser mellem den 11. februar til den 20. februar 2022.