Fiskefabriksejer vil kræve gyldigt coronapas af ansatte
Ejeren af Mondo Mar Marine Foods i Hanstholm håber, at han snart kan få lov til at kræve at se coronapas af sine ansatte, når de møder på arbejde.
Fremvis et gyldigt coronapas for at komme på arbejde eller bliv væk. Sådan håber medejeren af Mondo Mar Marine Foods i Hanstholm, Per Andersen, snart at kunne sige til sine ansatte.
Det koster nemlig virksomhederne store summer, hvis de bliver lagt ned af coronapandemien, og det kan de i dén grad tale med om på den nordvestjyske fabrik.
“Det er en katastrofe for os at blive lagt ned. Vi har altid en strøm af fisk på vej, og bliver vi lagt ned fra den ene dag til den anden, bliver det ved med at vælte ind med fisk, som vi ikke kan håndtere,” siger Per Andersen til TV2 Nord.
I løbet af en periode på 14 dage kostede det fiskefabrikken svimlende 800.000 kroner, da fabrikken sidst i oktober måtte sende 26 ud af 37 ansatte hjem med covid-19, og nu frygter de en gentagelse af scenariet.
Per Andersen har allerede opbakning hos regeringen og arbejdsmarkedets parter, der vil gøre det lovligt for virksomhedsejerne at kunne pålægge de ansatte at vise et gyldigt coronapas, og fredag fortalte sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde, at lovforslaget formentligt vil blive hastebehandlet i Folketinget i denne uge.