Nordjysk havn ansætter to nye havneassistenter
Dan Andersen og Karsten Steffensen er i de forgangne måneder blevet ansat som nye havneassistenter hos Skagen Havn.
Skagen Havn er et geografisk knudepunkt for skibstrafikken i farvandene mellem Østersøen og Nordsøen. Der foretages årligt omkring 5000 landinger af fisk, og herudover anløbes havnen af flere end 650 fragtskibe, et stigende antal krydstogtskibe og et stort antal lystbåde.
Det er den maritime serviceafdeling ved Skagen Havn, der har til opgave at kommunikere med den indgående og udgående skibstrafik i havnen og der er to nye ansigter i teamet.
Dan Andersen, som er blevet ansat i en fast stilling pr. 1. november 2022, er uddannet skibsfører og har en bred maritim baggrund, herunder erfaring som kaptajn i offshoreindustrien. Senest har han arbejdet for kystregningstjenesten.
Det andet nye ansigt er Karsten Steffensen, som er ansat i et barselsvikariat pr. 1. januar 2023. Også han er uddannet skibsfører og har en stor erfaring som styrmand og kaptajn inden for færgefart og i handelsflåden. Karsten Steffensen har desuden tidligere arbejdet som fisker.
De vil begge bidrage med deres viden og erfaring til at sikre en fortsat effektiv og sikker drift af havnen, i samarbejde med resten af havneassistentteamet i den maritime serviceafdeling.
“Vi er meget tilfredse med at kunne tiltrække så kvalificerede og erfarne medarbejdere som Dan og Karsten. De har begge både faglige og personlige kompetencer, der passer rigtig fint ind i vores team. De har fået en grundig introduktion til havnen, samt oplæring i deres roller og vi er glade for at have dem med ombord,” lyder det fra driftschef ved Skagen Havn, Mikal Nielsen, der desuden glæder sig over, at der var stor søgning til de ledige stillinger.
Skagen Havn er bemandet døgnet rundt. Der er i alt 6 havneassistenter ansat, der tilsammen dækker vagterne 24 timer i døgnet, 365 dage om året.