Midtjylland skal være førende region inden for vandteknologi

Et stort konsortium står bag det midtjyske fyrtårnsprojekt, der skal gøre Midtjylland til verdens førende region for vandteknologiske løsninger. Foto: Istock
Et stort konsortium står bag det midtjyske fyrtårnsprojekt, der skal gøre Midtjylland til verdens førende region for vandteknologiske løsninger.

Stort offentligt-privat konsortium vil gøre Midtjylland til ledende inden for vandteknologiske løsninger. Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse bidrager med knap 76 millioner kroner fra REACT-EU.

Offentliggjort

Midtjylland skal være foregangsregion for verdensførende, innovative, bæredygtige og effektive vandteknologiske løsninger til gavn for eksport, vækst og beskæftigelse i Midtjylland og hele landet, så den grønne omstilling fremmes lokalt og globalt.

Sådan lyder visionen fra konsortiet bag det midtjyske erhvervsfyrtårn, som Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse netop har besluttet at støtte med 75,7 millioner kroner fra REACT-EU.

Bevillingen betyder, at en række midtjyske hovedindsatser med en lang række delprojekter nu bliver indledt med henblik på at bidrage til realiseringen af visionen.

Miljøklyngen CLEAN koordinerer det brede offentlig-private konsortium med hele 86 aktører, der rækker fra øst til vest i Region Midtjylland.

“Konsortiets helt store styrke er bredden i aktørkredsen. Og fyrtårnet rækker med sine aktiviteter fra vest til øst og kan dermed blive en samlende faktor for Midtjylland i de næste mange år,” lyder det fa medlem af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse Nicolai Hansen, der deltog i arbejdet i det regionale vækstteam.

Det regionale vækstteam for Midtjylland afleverede i foråret 2021 sine anbefalinger til erhvervsministeren, og ambitionen i konsortiet bag det midtjyske erhvervsfyrtårn er at løfte dem alle.

“Vi har her i Midtjylland alle forudsætninger for at kunne udvikle verdens mest bæredygtige, klimarobuste og digitale vandteknologiske løsninger, som kan være med til at løse klimaudfordringer i Danmark og globalt. Vi har teknologien og kompetencerne, og vi har et stærkt innovationssamarbejde mellem klynger, virksomheder, forsyningsselskaber, videninstitutioner, myndigheder og industrielle vandforbrugere,” siger administrerende direktør i CLEAN, Kim Fredenslund.

Konsortiet har organiseret sig med en styrekomité. Formand er Ulrik Gernow, Chief Operating Officer i Grundfos, som forudser et væksteventyr på vandteknologi.

“Vi står allerede stærkt i Midtjylland inden for vandteknologi, og med arbejdet med vandfyrtårnet vil vi sikre, at Midtjylland inden for 10 år har en førende position – ikke bare i Danmark, men på verdensplan. Men allerede på den korte bane arbejder vi for at skabe førende test- og demonstrationsanlæg i storskala. Det sker for at sikre en langsigtet talentudvikling og skabe rammerne for mange flere startups og mere forretningsudvikling i virksomhederne inden for vandområdet og samtidig få et verdensførende højt fagligt forsknings- og vidensmiljø inden for vandteknologi – og det hele med et nationalt epicenter i Midtjylland,” siger Ulrik Gernow.

Inden udgangen af 2023 forventes fyrtårnskonsortiet at igangsætte blandt andet etablering af test- og demonstrationscentret Water Living Lab som en del af Water Valley Denmark, det nationale center for vandteknologi i Aarhus Syd, etablering af en række innovationssamarbejder, der med CLEAN og Food & Bio Cluster i spidsen skal vise nye veje til blandt andet lavere vandforbrug i fødevareindustrien, samt styrkelse af det midtjyske økosystem for iværksættere inden for vandteknologi, blandt andet ved at sætte gang i et nyt inkubatormiljø, The Spring, i Aarhus.

Powered by Labrador CMS