Minister efter kritik: Trawlfrit område er en hjælp til fiskerne

Foto: Danmarks Fiskeriforening PO

Danmarks kommende trawlfri område er ment som en hjælp til fiskerne og ikke en hån mod erhvervet. Sådan lyder det fra fiskeriminister Rasmus Prehn.

Offentliggjort

Det har vakt voldsom debat og en stor del harme, at regeringen i næste års finanslov har planlagt et kæmpe område i Storebælt, Lillebælt og Langelandsbælt, som bliver fredet for trawlfiskeri.

Særligt Danmarks Fiskeriforening har langet hårdt ud efter aftalen, som de kalder både “skandale” og “en hån mod fiskeriet”.

Men sådan var det langt fra ment. Det siger Danmarks fiskeriminister Rasmus Prehn (S).

“Biologernes miljøalarm for Østersøen og de her bælter bimler og bamler. Vi har en historisk lav kvote, fordi der mangler fisk. Gør vi ikke det nødvendige nu, kan vi stå i en situation, der er meget værre for fiskeriet,” siger Rasmus Prehn til Ritzau.

Området skal ifølge aftalen bidrage til at skabe bedre havmiljø, blandt andet ved “fremme af skånsomme fiskerier” og ved at “forbedre gyde- og opvækstforhold”, men Danmarks Fiskeriforening kritiserer blandt andet, at organisationen ikke er blevet inddraget i processen.

Sådan ligger landet dog ikke, mener ministeren.

“Det, der er aftalt, er, at der skal laves en plan næste år, og der vil de selvfølgelig blive inddraget, som vi plejer. Det er ikke tænkt som en hån, men som en hjælp til fiskerne,” siger Rasmus Prehn.

Powered by Labrador CMS