A.P. Møller-Maersk og Dansk Metal indgår overenskomst

Claus Jensen fra Dansk Metal og Peter Corfitsen fra Maersk Air Cargo underskrev mandag den nye overenskomst. Foto: Dansk Metal
Claus Jensen fra Dansk Metal og Peter Corfitsen fra Maersk Air Cargo underskrev mandag den nye overenskomst.

Piloterne i Metal Luftfart skal flyve for Mærsks nye luftfragtselskab Maersk Air Cargo. Det kan på sigt give flere hundrede nye pilotstillinger.

Offentliggjort

Den danske shipping- og logistikgigant A.P. Møller-Maersk er i fuld gang med at etablere et nyt luftfragtselskab med nye fly, der skal flyve på nye interkontinentale ruter, og nu har selskabet, der får base i Billund Lufthavn, indgået en overenskomst med Dansk Metal.

”Vi er stolte og glade for den nye aftale, der gavner dansk luftfart, og vi glæder os til at samarbejde med dygtige og kompetente piloter i Metal Luftfart,” siger CEO & Accountable Manager i Maersk Air Cargo, Peter Corfitsen.

Den nye overenskomst er netop blevet underskrevet, og det betyder blandt andet, at flyene i Maersk Air Cargo skal flyves af piloter fra Metal Luftfart, der er en del af Dansk Metal.

”Det er et godt udgangspunkt for samarbejdet i luften, at Dansk Metal har haft et årelangt samarbejde med Mærsk på det maritime område,” lyder det fra formand i Dansk Metal, Claus Jensen.

Det forventes, at aftalen giver cirka 75 nye pilotstillinger i år og på sigt flere hundrede nye pilotstillinger.

”Vi har lavet en moderne overenskomst, som skaber nye arbejdspladser og giver høj jobsikkerhed for danske piloter. Aftalen er baseret på tryghed og tillid, og det er med det udgangspunkt, vi går ind i samarbejdet. Aftalen sikrer samtidig konkurrencedygtighed for Mærsk,” siger næstformand i Metal Luftfart, Henrik Thyregod.

Powered by Labrador CMS