I dag går Færøerne til valg – Russisk fiskeriaftale skaber splittelse
Færøernes fiskeriaftale med Rusland skaber stor splittelse blandt partierne på de nordatlantiske øer, der i dag går til stemmeurnerne ved folketingsvalget.
Beboerne på Færøerne tager i dag hul på Folketingsvalget, når de går til stemmeurnerne en dag før resten af kongeriget, og fiskeriet står højt på listen over emner, der kan være udslagsgivende for valget. Det skriver TV2.
Færøernes fiskeriaftale med Rusland, der gør det muligt for fartøjer fra de to nationer at fiske i hinandens farvande, skaber nemlig stor splittelse i Nordatlanten, hvor de nuværende oppositionspartier kalder det blandt andet ‘moralsk og politisk tvivlsomt’ at forhandle en ny aftale med Vladimir Putins regering, mens de fører krig i nabolandet Ukraine.
“Jeg er meget skeptisk overfor, at havnene bliver ved med at være åbne for russiske fiskeskibe,” siger det nuværende folketingsmedlem for partiet Javnaðarflokkurin, Sjúrður Skaale, til TV2.
Mens fiskeriaftalen mellem Rusland og Færøerne altså fortsat tillader de to nationers fiskere at fiske i hinandens farvande og anløbe hinandens havne, så har de færøske fiskerivirksomheder selv besluttet at stoppe al eksport af fisk til det russiske marked – et eksportstop som altså ikke kom fra det færøske landsstyre.