Martec i samarbejde om erhvervsdykkeruddannelse
Med godkendelsen fra Søfartsstyrelsen har Martec og Diving2000 sammen skabt et nyt center for Erhvervsdykkeruddannelser. Uddannelsen finder sted hos Diving2000 i Odense, mens den maritime forankring af uddannelsen er hos Martec i Frederikshavn.
Det nye samarbejde mellem Diving2000 og Martec er resultat af længere tids overvejelser hos begge parter om at etablere et nyt center for erhvervsdykkeruddannelsen.
”Det kan se nemt ud at være erhvervsdykker, men det er krævende opgaver, der sætter helt specielle krav til viden og sikkerhed. Vores uddannelser sikrer at dykkerne har deres viden og sikkerhed på plads, når de springer i vandet for at udføre deres arbejde. Martec udbyder alle maritime uddannelser samt certifikatgivende kurser til erhvervslivet, og tilbyder den højeste kvalitet. Derfor er Martec den helt rigtige samarbejdspartner for os,” siger Jan Laurenborg Olsen fra Diving 2000.
Også hos Martec i Frederikshavn hilser man samarbejdet velkommen.
”Uddannelsen til erhvervsdykker er et godt supplement til vores maritime uddannelser og kurser til er-hvervslivet. Jeg er selv uddannet erhvervsdykker og har kendt Diving 2000 i mange år. De borger lige som os for høj kvalitet og baserer sig på de samme værdier, som vi har her hos Martec, så det er et oplagt,” lyder det fra Martecs uddannelseschef Kenneth Kirkegaard.
”Erhvervsdykkeruddannelsen er et godt valg som start på en karriere som selvstændig inden for dykning, hvis du i forvejen er uddannet maskinmester, skibsassistent, skibsfører eller har en håndværksmæssig baggrund,” uddyber kursuschef hos Martec Thomas Bondesen.
Både Martec og Diving2000 har haft fokus på at skabe en uddannelse, hvor processen er lige så vigtig som resultatet. Det skal være sjovt at lære, der skal være god tid til kursisten og samtidig skal så mange dyk som muligt være i havet. Til de indendørs dyk råder Diving2000 over egne poolfaciliteter.
Erhvervsdykkeruddannelsen, der allerede er gået i gang i Odense, har en bred målgruppe. Kurset henvender sig til alle, som har en interesse for dykning eller som skal bruge erhvervsdykkercertifi-katet i forbindelse med deres erhverv. Det kan være marinebiologer, ingeniører eller ansatte i brandvæsenet eller beredskabsstyrelser.
Med en central placering i Odense forventer man at kunne tiltrække kursister fra hele landet. Der er plads til 6-8 deltagere på hvert hold.