Ny storm rammer Danmark – DMI varsler vindstød af orkanstyrke
Stormen Nora er på vej mod landet og ventes at ramme i aften og i nat. Seneste prognoser antyder, at Nora tager en lidt sydligere bane henover Danmark.
Endnu en storm har rettet kursen mod Danmark, og de seneste vejrprognoser viser, at stormen Nora rammer landet sent fredag og natten til lørdag. Det oplyser DMI.
De seneste prognoser antyder dog, at Nora tager en lidt sydligere bane henover Danmark og derfor vil det kraftigste vindfelt også rykke en smule mod syd.
Der er fortsat mulighed for, at der lokalt vil kunne forekomme storm i den sydligste del af landet fredag aften og natten til lørdag samt vindstød af orkanstyrke. I et område fra Sydsjælland og vestpå henover det mest af Fyn til den nordlige del af Sønderjylland ventes stedvis stormende kuling med vindstød af stærk storm. Nord for dette område er det mere usikker om vinden, i middel, når stormende kuling, men vindstød af stormstyrke vil kunne forekomme.
Den kraftige blæst sætter desuden skub i vandmasserne, og der er varslet om forhøjet vandstand ved Vadehavet natten til lørdag op mellem 3,2 – 3,7 meter. I Limfjorden kan vandstanden lokalt komme op omkring 1,3 meter over normalen først på fredagen.
#Nora lurer fortsat ude vestpå, men de seneste vejrprognoser sender stormen på en lidt sydligere kurs! Læs seneste opdatering her https://t.co/rFjglVG0m8 pic.twitter.com/NYSUMp3AEM