Fem fiskere frifundet for drab på fiskekutter

Fem fiskere i alderen 29 til 43 år, der var tiltalt for drab på et sjette besætningsmedlem under en sejlads med den vestjyske kutter Inger Katrine i Nordsøen, er blevet frifundet.

Der var enighed blandt alle dommere og nævninge, da fem fiskere i alderen 29 til 43 år onsdag blev blevet frifundet for at have slået et sjette besætningsmedlem ihjel. Sådan lyder dommen fra Retten i Holstebro.

Hele sagen tog sin begyndelse i slutningen af januar sidste år, hvor de fem fiskere blev varetægtsfængslet og sigtet for manddrab af en sjette fisker fra samme fartøj.

Ifølge anklageskriftet havde de fem mænd i perioden fra den 26. til den 30. januar 2023 under en tur på Nordsøen med fiskekutteren Inger Katrine frihedsberøvet manden ved at binde hans arme og ben sammen og derefter dræbt ham ved blandt andet at tage kvælertag og halsgreb og have begået omfattende stump vold mod mandens hoved og krop.

Under retssagen lød det dog fra de tiltalte, at det nu afdøde besætningsmedlem måtte overmandes, da han fik et anfald af såkaldt delirium tremens - også kendt som drankergalskab, der er en abstinenstilstand, som kan ramme alkoholafhængige.

Med dommen har retten altså fundet de tiltaltes forklaringer troværdige, mens de omvendt ikke har fundet afgørende beviser for, at de tiltalte bevidst har slået den afdøde ihjel.

Anklagemyndigheden har nu 14 dages betænkningstid i forhold til, om den ønsker at anke frifindelsen.

Powered by Labrador CMS