Første spadestik til nye uddannelser i Hirtshals
To DTU-udddannelser inden for hav og fiskeri skal fra september 2023 foregå på DTU Aquas lokation i Hirtshals. Tidligere i august indviede parterne jorden til den nye undervisningsbygning, hvor studerende og undervisere skal virke i fremtiden.
Tirsdag den 9. august greb tre mænd hver deres spade ved Nordsøen Forskerpark i Hirtshals. Så tog sjakket bestående af Søren Smalbro, borgmester i Hjørring Kommune, Niels Axel Nielsen, bestyrelsesmedlem i Nordsøen Forskerpark og Fritz Köster, institutdirektør ved DTU Aqua det første spadestik til en ny undervisningsbygning.
Den nye bygning skal huse de to DTU-uddannelser kandidatuddannelsen Akvatisk Videnskab og Teknologi (AS&T) samt 4. og 5. semester af diplomingeniøruddannelsen Fiskeriteknologi.
”Jeg er rigtig glad for at stå her i dag ved den officielle start på byggeriet. Det er et vigtigt skridt i at styrke DTU’s tilstedeværelse i Hirtshals – parallelt med den positive udvikling inden for forskning i akvakultur- og fiskeriteknologi, etablerer vi nu også uddannelser,” sagde institutdirektør Fritz Köster i sin tale til indvielsesarrangementet.
De to uddannelser flytter fra september 2023 til de nye faciliteter, og bygningen skal rumme op til 75 studerende.
Det er Nordsøen Forskerpark, der står for byggeriet på 1.414 kvadratmeter. Den nye undervisningsbygning placeres i umiddelbar sammenhæng med DTU’s eksisterende faciliteter i Forskerparken, og DTU lejer sig ind i de nye lokaler.
Flytningen af uddannelserne til Hirtshals sker som DTU’s svar på regeringens udflytningsplan for videregående uddannelser.
Udflytningen af uddannelserne i akvatisk videnskab og fiskeri falder også godt sammen med DTU’s beslutning om at erstatte havforskningsskibet Dana med et nyt ocean- og arktiskgående forskningsskib med hjemstavn i Hirtshals.
”Flytningen af uddannelser til Hirtshals vil styrke både videnskab og innovation inden for bæredygtig akvakultur og fiskeri i Nordjylland yderligere. DTU ser tilstedeværelse i områder, hvor erhverv agerer og udvikler sig, som en hjørnesten for realisering af DTU’s strategi,” siger Fritz Köster.