Fiskeriministeren og H.K.H. Kronprinsen deltager i tunmærkning
Mandag den 23. august mærker DTU Aqua tun for at følge udviklingen i tunbestanden. H.K.H. Kronprinsen og fiskeriminister Rasmus Prehn er med ombord.
Efter 50 års fravær er den blåfinnede tun endelig tilbage i danske farvande. DTU Aqua følger udviklingen tæt blandt andet ved at mærke tunene. Fiskeriminister Rasmus Prehn og H.K.H. Kronprinsen er med mandag den 23. august, hvor de stævner ud fra Skagen havn sammen med et hold forskere og 100 til 150 frivillige lystfiskere for at deltage i mærkning af tun.
Det oplyser Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri i en pressemeddelelse.
“Det er intet mindre end fantastisk, at den blåfinnede tun er vendt tilbage til danske farvande efter mere end 50 års fravær. Nu skal vi sikre, at vi bevarer tunbestanden ved at indsamle så meget viden om dens færden som overhovedet muligt. Og jeg er glad for, at H.K.H. Kronprinsen afsætter tid til at være med i dag,” siger fiskeriminister Rasmus Prehn.
Danmark kan med forskning være med til at sikre bestanden af tun i fremtiden.