Esvagt hjælper med at holde museumsskib sejlende
Esvagt, rederiets seniorklub og Fiskeri- og Søfartsmuseet har indledt et samarbejde om at holde museumskutteren E1 sejlende.
Fiskekutteren E1 er et særdeles populært trækplaster for museet, men er samtidig også en krævende del af udstillingen hos Fiskeri- og Søfartsmuseet. Derfor har de nu indledt et samarbejde med Esvagt omvedligehold af kutteren.
”Fiskekutteren E1 er et stykke sejlende kulturarv, som rummer en vigtig fortælling om Esbjerg Havn, Vadehavet og fiskeriets historie, og som er populært både blandt lokale og turister. Men det er også et skib, som naturligvis skal være certificeret og administreret efter bogen, og som skal sejles kompetent og sikkert af fagfolk. Vi ved meget om skibe og deres historie, men ikke ret meget om at sejle dem. Derfor henvendte vi os til Esvagt, som om nogen ved noget om både sikkerhed og sejlads,” siger museumsdirektør Merete Jankowski.
For Esvagt har tog det ikke lang til fra museet havde kontaktet dem, til de takkede ja til samarbejdet.
”Det er helt oplagt for os at bidrage til at vedligeholde en lokal kulturarv, som står Esvagts hjerte nært,” siger DCEO Kristian Ole Jakobsen.
Aktuelt sejles E1 frivilligt af en mindre gruppe bestående af tidligere fiskere og aktive sømænd, og det har kun været muligt at sejle 11 turistture i 2021. Nu vil medlemmer af Esvagts seniorklub sammen med den aktuelle gruppe af frivillige udgøre puljen af kvalificerede folk, som kan stå på broen.
Seniorklubben er for nuværende og tidligere Esvagt-medarbejdere, og en stor del af dem er mere end almindeligt sødygtige, og her forventer de, at 16-18 medlemmer af seniorklubben er tilstrækkeligt til at sikre, at der er mandskab til E1.
Desuden vil Esvagt Ship Management bistå med rådgivning af teknisk karakter.
”Vi vil assistere med rådgivning om vedligehold og dokninger, ligesom vi vil supportere omkring sikkerhed ved drift. Det er tidligere og nuværende kolleger, som skal sejle skibet, og de tager naturligvis ansvaret for gæsterne alvorligt. De vil ikke sejle, medmindre skibet er i en forsvarlig stand, og det bidrager vi til at sikre, at det er,” siger Head of Ship Management hos Esvagt, Claes Skov Jensen.
Samarbejdet har bragt stor glæde hos Fiskeri- og Søfartsmuseet, som tror på stor opbakning fra museets gæster i fremtiden.
”Skibet nyder stor interesse fra publikum, både lokalt og fra turister. Jeg vil tro, vi ville kunne fylde skibet med publikum mange gange i hele sommerhalvåret. Det giver ekstra kolorit, at det er de gamle søulke, som selv har set og prøvet det meste, som sejler rundt med vores gæster. Det er 100 gange sjovere at sejle med en, der kender historien,” siger Merete Jankowski.