RG Rom Gummi ekspanderer og opkøber norsk gummiproducent
Vestjyske RG Rom Gummi har udvidet virksomheden og sine aktiviteter i Norge ved at overtage den norske gummiproducent, Rub-Tech A/S, som har leveret talrige gummiløsninger til den norske fiskeindustri.
Den vestjyske producent af løsninger i teknisk gummi, plast og skum, RG Rom Gummi, har igen været på opkøb. Denne gang udvider virksomheden sine aktiviteter i Norge og overtager den norske gummiproducent, Rub-Tech A/S. Opkøbet er det andet på blot to år. Det oplyser RG Rom Gummi i en pressemeddelelse.
Opkøbet er et led i virksomhedens vækststrategi, som blandt andet indebærer investeringer i produktionskapacitet og virksomheder, der styrker Rom Gummis markedsposition. Den danske gummiproducent ønsker nemlig at udvide sine markeder og aktiviteter i Skandinavien, og anser Rub-Tech som værende et perfekte match til at indfri dette.
“Overtagelsen af Rub-Tech er det perfekte match for os. Vores værdier, kompetencer og gummiløsninger supplerer hinanden på mange måder. Rub-Tech er en yderst velfungerende gummiproducent med et veletableret brand, som har været en betydende aktør på det norske marked i mere end 35 år, og har i dag 16 ansatte. Derfor har vi også valgt at videreføre og beholde virksomhedens nuværende navn, ledelse, produktion, øvrig administration og medarbejdere. Vores planer er at udvide deres produktionsfaciliteter i Moelv med flere maskiner, så deres produktionsmæssige kompetencer ligner dem vi har i Lemvig,” lyder det fra direktør i RG Rom Gummi,Jesper Berg Kristensen.
Også Rub-Tech-direktør Øystein Aaberg ser frem til det nye samarbejde og synes, at det kommer på det helt rigtige tidspunkt.
“På vegne af Rub-Tech er det også med stor glæde, at vi er blevet en del af RG Rom Gummi. Vi ser det som en kæmpe fordel at blive en del af en stor alsidig gummiproducent, der har en stor organisation og imponerende produktion i Danmark. Vi kan efterhånden mærke, at vi på nogle punkter både organisations- og produktionsmæssigt er ved at nå en grænse for yderligere vækst af Rub-Tech,” siger Øystein Aaberg.