Regeringen overvejer Ørsteds kontrakt med Gazprom
Både Regeringen og flere partier i Folketinget gør det nu klart, at de gerne ser Ørsteds kontrakt med det russiske gasselskab Gazprom revet over.
Opbakningen til at droppe gasleverancer fra Rusland stiger på Christiansborg, og mandag gjorde den danske klima- og energiminister Dan Jørgensen (S) det klart, at også regeringen overvejer Ørsteds køb af russisk gas.
Det sagde han ifølge Avisen Danmark i hvert fald til nyhedsbureauet Ritzau på vej ind til et møde med de øvrige EU-landes energiministre i Bruxelles.
“Jeg kan ikke komme det nærmere nu, end at vi ikke udelukker nogen muligheder. Vi er i gang med at analysere, hvad der rent faktisk vil kunne lade sig gøre. Og det skal selvfølgelig ses i sammenhæng med de generelle sanktioner, som vi laver på europæisk plan,” lyder det fra Dan Jørgensen.
Administrerende direktør i den danske energikoncern Ørsted, Mads Nipper, har tidligere gjort det klart, at der skal politisk handling til, hvis selskabet skal ud af kontrakten med Gazprom.
Ifølge direktøren er Ørsted nemlig forpligtet til at købe store mængder gas af russerne frem til 2030.