Se billederne: Esbern Snare drøftede dagligdagen med lokale fiskere
Blandt de mange opgaver, som fregatten Esbern Snare har løst under sin mission i Guineabugten er blandt andet såkaldte Maritime Security Awareness Visit.
Selvom det er ved at være noget tid siden, at den danske fregat Esbern Snare stjal overskrifter efter ildkamp med pirater i Guineabugten, så betyder det langt fra, at skibet og dets besætning har ligget på den lade side ud for Vestafrika, inden det fredag blev besluttet at trække fregatten hjem.
Udover daglige helikopterflyvninger med fregattens Seahawk-helikopter og assistance til den civile skibstrafik, så har besætningen ombord nemlig også gennemført såkaldte Maritime Security Awareness Visit (MSAV).
I det seneste MSAV besøgte Esbern Snares boardinghold et lokalt fiskefartøj og drøftede dagligdagen i området for bedre at forstå de lokale vilkår. Den slags besøg foregår under meget fredelige og venskabelige former, og som tak udleverer boardingholdet en pakke, hvori der blandt andet er en førstehjælpstaske, som ofte finder god anvendelse ombord, oplyser Forsvaret.
Når tiden har tilladt det, har bemandingen ombord på Esbern Snare desuden gennemført interne træningsøvelser, der sikrer, at besætningen altid har et højt niveau og altid er klar til indsats.